Pris til kristen ildsjæl
ROSKILDE – Miriam Frost fra Roskilde Frikirke modtog sidste lørdag Roskilde Kommunes pris Årets frivillige indsats Prisen går til Miriam Frost, fordi hun på eget initiativ har startet en lektiecafé, som hun nu har drevet i cirka tre år. Overrækkelsen fandt sted på en temadag, som Roskilde Kommune afholdt om frivillige på den kommunale dagsorden.
Miriam Frosts lektiecafe er et tilbud til indvandrerbørn i et af Roskildes boligkvarterer med mange nydanskere. På den måde har hun været med til at nedbryde nogle af de kulturbarrierer, som hindrer en sund integration.
– Hendes tilgang til opgaven er i høj grad båret af hendes tro på en Gud, der møder mennesker gennem mennesker, udtaler hendes præst Henrik Friberg.
Lektiehjælpen har stor faglig betydning, da mange indvandrere på grund af sprogvanskeligheder står magtesløse overfor opgaven at hjælpe deres børn med lektier. Gennem lektiehjælpen skaber Miriam Frost desuden sunde og gode relationer særligt til indvandrerpigerne.
Når Miriam ikke arbejder med indvandrerbørn, læser hun til folkeskolelærer og er desuden formand for børne- og ungdomsarbejdet i Roskilde Frikirke, som er en del af Apostolsk Kirke i Danmark.
– ole