Et godt ægteskab styrker immunforsvaret

ENGLAND – En ny britisk undersøgelse tyder på, at personer, der er lykkeligt gift, har et stærkere immunforsvar end folk med knas i ægteskabet.Det er forskere fra University of Birmingham, der står bag undersøgelsen, som omfatter 180 personer over 65. Forsøgspersonerne blev alle vaccineret mod influenza, hvorefter forskerne målte indholdet af antistoffer i blodet. Jo flere antistoffer, der kan måles, jo stærkere er immunforsvaret.
Efterfølgende blev deltagerne bedt om at besvare en række spørgsmål om blandt andet deres civilstatus, og hvor tilfredse de var med denne status. Resultatet af undersøgelsen viste, at de deltagere, der trivedes i deres parforhold, havde væsentligt flere antistoffer i blodet end dem, som ikke trivedes.
Næste skridt i undersøgelsen bliver at undersøge, om ægteskabsrådgivning kan forbedre immunforsvaret, siger Anna Phillips, der er forskningsleder på forsøget.
– ole