Narnia-filmen får bedre debut end Ringenes Herre

USA – Den nye Narnia-film, der havde premiere i USA den 9. december, havde den første weekend solgt flere billetter end to af de tre film i serien Ringenes Herre.’Løven, Heksen og Garderobeskabet’, som er den nye film, baseret på C. S. Lewis’ serie om Narnia, er blevet godt modtaget af det amerikanske publikum.
I premiere-weekenden indtjente filmen 67 millioner dollars. Det regnes for den næststørste film-succes efter ’Passion of the Christ’ for film med et kristent budskab.
Til sammenligning med andre film har den i den første weekend tjent mere end to af de tre film i serien om ’Ringenes Herre’, hvor de tre film indtjente henholdsvis 47, 62 og 72 millioner dollars i premiere-weekenden.
Filmen, der i de amerikanske medier har fået store anmelder-roser, vises i de danske biografer fra den 25. december.
-mbc