Debat

Målet helliger ikke midlet
Selvom et mål er nok så flot, gør det ikke, at man kan tillade hvad som helst. Retten Til Liv er igen fremme i medierne på grund af deres kontroversielle metoder.

Vi er enige med Retten Til Liv (RTL) i, at abort er synd. Her hører enigheden nok også op. Modsat RTL mener vi ikke, at den frie abort skal forbydes ved lov. Man kan efter vores opfattelse ikke forvente, at et sekulariseret samfund vil bygge på religiøse værdier og opfattelser. Afskaffelsen af den frie abort er en utopisk tanke – ikke realistisk.
Gennem Ellen Højlund Nielsens foredrag præsenterer RTL sit budskab på en kvalmende og frastødende måde. Vi mener ikke, at man kan sammenligne abort med hverken den tyske „Endlösung“ eller den 11. september 2001.
Enhver pige som har fået foretaget eller har overvejet en abort vil være påvirket. Det er ikke en let beslutning, og den har konsekvenser. Abort er et sensitivt område. Gennem de sidste 13 år har RTL ved flere lejligheder udvist mangel på omhu.
Dialogen er den eneste måde at opnå en form for meningsudveksling på. Ellers kan vi ikke påvirke andres standpunkt.
Danmark behøver ikke den provokerende, usmagelige og hårde tone, heller ikke når det kommer til debatten om abort.
Jesus åbnede sine arme og tog imod alle. Det kan man ikke gøre, når man drager en direkte sammenligning mellem en pige, der har fået foretaget en abort og nazister fra det tredje rige. Det er fordømmende i vores kulturelle kontekst.
Vi kan kun støtte næstformanden i foreningen af Kristne Friskoler, Thorkild Bjerregaards, udtalelser til Ekstra Bladet. Ellen Højlund Nielsens foredrag er en skræmmekampagne af værste skuffe.
RTL gør kristendommen og deres egen sag en stor bjørnetjeneste, når de bruger så voldsomme virkemidler. Det kunne være interessant at høre, hvad deres mål med kampagnen er, og hvilke etiske overvejelser de har gjort. At kalde sig en kristen organisation forpligter.
Hvis RTL vil gøre en forskel, så mener vi, at de skulle ændre deres måde at arbejde på. Frem for at provokationer og medieomtale, skulle man hellere udelukkende satse på hjælp og rådgivning til de kvinder, som står i en lykkelig situation – som for dem er ulykkelig. Ikke bare i telefonen – også når de har taget deres beslutning, hvad den så end måtte være.
(Forkortet af redaktionen.)
Mads Wallberg Sørensen
Tientensgade 4, 1. 6
7400 Herning

Filip Wallberg SSørensen
Niels Bohrs Alle 23, 3105
5230 odense

Sammenhængskraften er ikke blevet styrket
Det går ikke så godt, som statsministeren hævder. Især ikke når det gælder den sociale ulighed og ulandsbistanden

Statsministeren fremhævede i sin nytårstale adskillige gange, hvor godt det går i Danmark rent økonomisk med overskud på de offentlige budgetter og en positiv betalingsbalance samt en faldende udlandsgæld.
Desværre kan man ikke spore en tilsvarende positiv udvikling inden for fællesskabet i vort samfund, selvom Anders Fogh forsøgte sig i sin tale til nationen.
Fordelingen af den økonomiske vækst har fået en decideret uligeværdig profil, der nu viser sig i reel fattigdom. Titusinde af danskere banker på døren til de sociale organisationer for at få hjælp til det mest basale.
Statsministeren har sat sig i spidsen for et skattestop, der skubber til den sociale sammenhængskraft.
Anders Fogh slog med syvtommersøm fast, at der ikke bliver tale om beskatning af værdistigningerne på fast ejendom, og det økonomiske skel mellem boligejere og lejere får således lov til at løbe løbsk.
Statsministeren giver ingen konkrete svar på, hvordan vores velfærdssamfund skal se ud. Han gentager blot sine forslag om justeringer af tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Et stærkt fællesskab om grundlæggende værdier forpligter menneskeligt, socialt og økonomisk. Mennesket skal være i centrum – ikke økonomien.
Penge er ikke et mål i sig selv, men bør alene være et middel til at skabe et ligeværdigt samfund. Derfor skal fordelingspolitikken blandt andet bindes op omkring lavere skat på arbejde, der samtidig vil øge udbudet af arbejdskraft.

Statsministeren lagde i sin nytårstale særlig vægt på den respekt, der står omkring dansk humanitær bistand.
Det er bemærkelsesværdigt, at han netop fremhæver fattigdomsbekæmpelsen, som den borgerlige liberale regering med god opbakning fra Dansk Folkeparti år efter år har skåret ned på.
Det daglige arbejde med at bryde fattigdommens åg for medmennesker i nogle af verdens fattigste lande stækkes jo af regeringens ulandspolitik.
Bodil Kornbek, formand for Kristendemokraterne

Ros til Bertel Haarder
Stor tak til Bertel Haarder, der – ifølge Kristeligt Dagblad 30. december – tager bladet fra munden i forhold til statsministerens ensidige afvisning af alle fundamentalister.
Når Anders Fogh Rasmussen på Vartorv-mødet tager afstand til religiøse fundamentalister af enhver slags og siger, at fundamentalisme og demokrati ikke kan forenes, gør han det af uvidenhed, og fordi han er blevet fanget af vor tids fordrejning af ordet fundamentalisme i forbindelse med, at vi som land har taget imod mange med en islamisk tro og deraf nogle med en fundamentalistisk islamisk tro.
Før den tid havde vi også fundamentalister i Danmark. Både i Luthersk Missionsforending, Indre Mission og i mange frikirker møder man bibeltro fundamentalister, mennesker, der læser Bibelen som Guds ufejlbarlige ord og autoritet i alle livets spørgsmål. Men der er vel ingen i Danmark – måske bortset fra statsministeren – der vil kalde dem for udemokratiske.
Bertel Haarder skal have stor ros, fordi han med sin afstandtagen til statsministeren udtalelse forsøger at rette op på fordrejningen af ordet fundamentalisme. Blandt vore fundamentalistiske muslimske nydanskere findes også demokrater, og vi skal ikke være så udemokratiske, at vi bortdømmer mennesker alene på deres tro. Hvilket iøvrigt er i strid med grundloven.
Der er mere end nogen sinde tidligere brug for dialog – og læg mærke til, at jeg ikke taler om religionsblanding, for det tager jeg klart afstand fra, men netop dialog. Og i Grundtvigs fædreland burde vi fortsat kunne indgå i dialog, hvor man er i stand til at skille skidt fra kanel.
Bjarne Nederby Jessen
Vinderød Enghavevej 73
3300 Frederiksværk

Opfordring til politikere
For nogle år siden indførte regeringen 24-års-regelen for at forhindre tvangsægteskaber. Loven har bevirket stor gene for vore unge, der rejser ud i verden og hjembringer sig en udenlandsk ægtefælle. Desuagtet at regeringen er imod tvang, så formår den med loven i hånd at tvangsadskille ægtefæller med børn og sende den ene ægtefælle ud af landet. Den umenneskelige sag ekspederes af en minister og udlændingestyrelsen.
En sådan sag er igen aktuel på Mariager kanten, og jeg forstår godt, at de tre præster, anfægtet af situationen, reagerer – og at også andre præster og biskop Kjeld Holm reagerer. Og som Kjeld Holm skriver, så er det ikke det politiske, men det etiske, sagen drejer sig om. Der er vel blandt præster i vort land kun to, der ikke anfægtes af denne tvangsadskillelse af ægtefæller.
Lovgivningen på flygtningeområdet er kørt fra den ene vejgrøft med den åbne ladeport, og helt over i den stikmodsatte grøft, hvor etikken trædes under fode.
Der skal lyde en opfordring til vore politikere på „Borgen“ om at ændre loven eller indføre dispensationsmuligheder, så vi undgår lignende sager fremover. Der må også være politikere i Venstre, der anfægtes af denne tvangsadskillelse, så vis, at I har mod- og mandshjerte til at lade etikken gå foran politikken.
Mogens Ravn
Sdr. Borremosevej 1, Aars

Mission med omtanke
Det var forfriskende at se den dansk-iranske præst Massoud Fouroozandehs deltage i DR’s Profilen den 4. januar. Mange danskere glemmer, at der blandt nydanskerne findes en stor gruppe kristne, og alene derfor var det glimrende, at Danmarks Radio tog initiativ til at få Massoud Fouroozandeh i studiet. Men derudover bød udsendelsens indhold også på inspirerende input til dansk missionstænkning.
For det første slog Massoud Fouroozandeh fast med den største selvfølgelighed, at mission bør være en væsentlig del af kirkens virke. Og det er jo sandt, at selvom mission til tider misbruges og udføres på uværdige måder, bør det ikke resultere i, at man helt forkaster opgaven. Snarere bør det føre til overvejelser omkring, hvordan man kan være i mission på en etisk forsvarlig måde. Mission er i dag meget andet end tvangsomvendelser og kulturimperialisme, og kirken må forsvare sin ret til at være i mission.
For det andet gjorde Massoud Fouroozandeh opmærksom på, at mission har konsekvenser. Hans egen beretning er et eksempel på, at et religionsskifte fra islam til kristendom kan få stor betydning i forhold til familie og egen sikkerhed. Det taler imod hovedløs mission, hvor det er antallet af omvendte, der tæller, og hvor de nyomvendte efterlades i stikken, når kampagnebussen drager videre. Mission skal drives ansvarligt, og kirken må i mødet med søgende og nyomvendte tage nødvendigt hånd om deres ofte vanskelige personlige situation.
For det tredje bar Massoud Fouroozandehs ord og fremtoning præg af en respekt for og kærlighed til muslimerne. Selv i kirkens rækker har der sneget sig en islam-frygt ind, som til tider får kristne til at foragte og hade muslimer. Mission med det fortegn bliver trist og kold. Mission bør altid ske i kærlighed til næsten som et vidnesbyrd om en personlig erfaring med det kristne evangelium – og ikke som led i en kulturkrig.
Peter Fischer-Nielsen
Leder af Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom (KIVIK)
Gudrunsvej 7
8220 Brabrand