For lidt plads til børn
Hvad går dit arbejde ud på som børnepræst?
– Min primære opgave er at udfordre og inspirere de børnemedarbejdere, der er i kirkerne, og at sætte fokus på børneområdet i kirken.
Jeg deltager også aktivt i børnekirkearbejdet i to af kirkerne. Her lærer jeg selv børnene og medarbejdere at kende.
Et ønske, jeg har, er at besøge børnene til deres fødselsdage. Det kræver lidt mod hos forældrene at sige: – Jeg kender en præst, som gerne vil komme ned i børnehaven, når min dreng har fødselsdag. Det sker, at børnehaven også har mod til at sige ja til det. I en af børnehaverne blev jeg bagefter inviteret til et forældremøde, hvor jeg skulle fortælle om børns vilkår i dag. Det handlede om opdragelse kontra inddragelse.
Udover børnegudstjenester holder vi hver måned et familiearrangement, vi kalder Familie For Fuld Skrue, hvor børnefamilier bare skal komme, så er der mad til dem, og der er aktiviteter for børn og voksne de to timer, de er der.
Hvordan oplever du, at børn reagerer, når du fortæller dem om troen på Gud?
– Når jeg er i børnekirke eller sammen med de børn, jeg plejer at omgås, får jeg en god kontakt. Det er ikke så meget, når jeg underviser, at jeg oplever det, men når vi snakker sammen.
Vi havde for eksempel en overnatning i kirken og lavede pyjamasgudstjeneste det vil sige en familiegudstjeneste, hvor børnene kunne sidde i soveposer og pyjamas.
Ved morgenbordet begyndte de spontant at snakke om, hvad de tror på.
En sagde: – Jeg tror kun på Jesus og ikke på Gud. En anden sagde: Jeg tror på Gud, men ikke på Jesus.
Bagefter spurgte de så mig: -Hvad tror du så på.
– Jeg tror på TRE, svarer jeg.
– Hvordan det? spørger de så.
– Jeg tror på Gud, Jesus og Guds ånd! er mit svar.
– Nå, det er da godt, siger de. Og så siger de ikke mere.
Så fortsætter det ved andre samlinger, ved børnekirke, eller til gudstjenesten, hvor de kommer og siger: – Kan du huske, at du sagde… osv. Det, synes jeg, er spændende.
Hvad eller hvem er det i dag, der hindrer børn i at komme til Jesus?
– På samme måde som i teksten er det et sprøgsmål om, at vi giver børnene lov til at komme til Gud. Derfor handler det om, at vi skal have mod til at føre dem derhen. Det er en stor udfordring til børnefamilierne. For det handler ikke kun om lysten til, at der sker noget for børn, men børnefamilierne skal også selv tage dem med hen i kirken.
Det kan også være børnemedarbejderne, der hindrer børn i at komme hen til Gud. Det sker, når vi ikke giver børnene opmærksomhed eller bruger tid sammen med dem.
Når man bygger relationer, er det også relevant for børnene at komme i kirken. For så får de lyst til at gå den samme vej som mig. Det skal vi øve os på.
Hvorfor, tror du, disciplene ville jage børnene væk?
– Disciplene reagerede og tænkte: – Det er noget værre rod, det er kaos.
Vi er bange, når der er for meget uro. Jeg har brug for at have det på min måde, og så kommer de og forstyrrer det. Det siger meget om vores intolerance i kirken.
En anden pointe er, at det ikke var disciplenes egne børn. Havde det være det, havde de måske taget dem med hen til Jesus. Men det var vildt fremmede, og det gav kaos og uro. Jesus har kaldt os til at gå til dem, der ikke har hørt budskabet endnu, og det giver kaos og uro. For de ved ikke, hvornår de skal rejse sig eller sætte sig ned i kirken, og så sidder vi og ser skævt til dem
Hvad betyder det, når Jesus siger, at vi skal tage imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod?
– Han er i et opgør med den tænkning, der var på den tid. Det var kun mænd, der havde status, ikke kvinder og børn.
Men Jesus sagde, at hvis vi ikke lærer at være små og skrøbelige, lærer vi ikke noget. Voksne har en tendens til at holde sig til deres erfaring, og det er det, Jesus gør op med.
Børn bliver begejstrede, når de ser noget nyt. Når der kom fremmede til byen, var det ligesom, når der kommer cirkus til byen. Jesus rullede ind i byen med sine cirkus-disciple, og børnene kunne ikke lade være med at løbe hen til ham.
Jesus siger, at hvis vi ikke lader os begejstre, lader os tænde og udfordrer os selv, så er der ikke meget tilbage i vores liv. Derfor bør vi være børn.
Han understreger også, at vi skal tage alle mennesker lige alvorligt. Børn skal ikke have små doser, kvinder en fjerdedel og mænd resten. Men der skal lige meget til alle.
Hvad mener du, vi voksne skal gøre for at give plads til børnene i troen og i kirken?
– Jeg tror, vi mangler en forståelse for vores egen tidsalder. Stresset bliver ikke mindre. Børnefamilier har svært ved at vælge til og fra, og børn påvirker hinanden til at have lige så travlt som forældrene.
I det daglige er det derfor vigtigt, at vi er mere optaget af at dele liv og historier med hinanden eller pludselig dumpe ind hos hinanden.
Med hensyn til at give plads til børns tro, skal vi forstå, at vi som voksne kan forholde os til at vokse troen. Børn oplever tvivl hele tiden. Det ene øjeblik oplever de en tro, hvor de kan bede om alt. Pludselig kommer de i tvivl, om det er forkert, det de gør.
Vi skal derfor ikke stille for mange tvivlsspørgsmål ved det, de gør, for det hindrer børnene i at vokse i deres tro. Vi skal tværtimod give mere plads til børnene, og det er en tillidssag. Hvis de skal have tillid til os, så skal vi flytte os hen til dem. Børn oplever skilsmisser, vold og jeg ved ikke hvad. Men vi skal følges ad og snakke om nogle ting i livet, der er vigtige. Det er tillidsskabende.
