– Mit liv begyndte først ved 200 km/t
– Jeg levede derude, hvor der skulle ske noget voldsomt hele tiden, siger roadracing-køreren Michael Selmar HansenFor få år siden var den 32-åriget Michael Selmar Hansen en af Europas bedste i roadracing. I kampen om at nå til tops måtte han sige farvel til sine følelser. De vendte først tilbage efter et livstruende styrt og et møde med Jesus.
– Jeg kunne godt li det voldsomme kick, siger Michael Selmar Hansen, der for nogle få år siden var blandt de ti bedste i europæisk roadracing.
Da Michael Selmar startede med at køre roadracing i 1995, var han 24 år. På det tidspunkt havde han allerede kørt motocross i fem år. Både i motocross og roadracing var han med på højeste plan.
De seneste år var han med i Team Danmarks elitetrup, havde mange sponsorer, egen træner og var ofte på tv.
– Det var det, hele mit liv drejede sig rundt omkring, fortæller Michael.
Michael er vild med fart, og på banen fik Yamaha-motorcyklen hver gang alt, hvad den kunne trække.
– Vi havde ikke engang speedometer på. Man går bare op i, hvad gear og omdrejninger man kører i. På de baner, vi kørte på, nåede vi op over 250 km/t. Det var noget med at leve livet over 200 km/t, og det var virkeligheden for mig, forklarer Michael.
– Jeg levede derude, hvor der skulle ske noget voldsomt hele tiden. Det var det, der holdt mig i live.
Den høje fart var dog ikke altid på Michaels side. Ofte pressede han maskinen og sig selv for meget, så han røg af banen.
– Jeg endte ret tit på hospitalet, for det var ikke altid, jeg kunne finde ud af at holde de der hjul nedad, fortæller Michael Selmar, der ikke er i tvivl om, hvorfor han var blandt de bedste.
– Jeg var frygtløs. Det var derfor, jeg hurtigt blev god.
Michael Selmar forklarer selv sin frygtløshed som noget, han fik med sig gennem en hård barndom fyldt med omvæltninger. Da han var fire år gammel, blev hans forældre skilt, og i opvæksten boede han 10 forskellige steder og skiftede ofte skole.
– De traumatiske ting, der skete, da jeg var lille, fik mig til at lukke af for mine følelser. Alle ting er blevet undertrykt, fortæller Michael.
Da han var 16-17 år, fik han en læreplads som maskinarbejder og begyndte samtidig at køre motocross. Alle kunne se, at Michael havde talent.
– Jeg var sådan en, der kunne give mig selv helt. Jeg havde lært at kæmpe op igennem livet med alle de svære ting, så jeg kunne faktisk udholde et enormt pres.
I 5-6 år kæmpede Michael Selmar blandt andet om danmarksmesterskabet i motocross, og et år blev han nummer to i DM. Et trafikuheld var ved at slå ham ud af kurs, men snart var han på hjulene igen, denne gang på roadracing-banen.
– Jeg var i elitetruppen, næsten lige fra jeg startede, fortæller Michael.
– Jeg kørte om danmarksmesterskabet og førte også på et tidspunkt. Derefter begyndte jeg at køre om europamesterskabet.
Der på toppen følte Michael Selmar sig hjemme. Som den hårde hund, han var, kunne han klare mosten.
– Ja, vi var hårde ved hinanden, fortæller Michael Selmar og mindes, hvordan det kom til udtryk, når de inden løbet sad og ladede op.
– Men man fylder sig selv med åndeligt dårlige ting. Vi kører jo helt ude på grænsen og benytter hele banen for at få de rigtige linier på banen. Nogle gange kører vi også ind i hinanden, selv når vi kører over 200 km/t. Og hvis du nu en gang skal forrest, kan det koste en anden en placering, og nogle gange ryger de også af. Nogle gange brækker de noget, og en gang imellem smutter der en kører.
– Det var et liv, hvor man ikke satte pris på sit liv. Ikke at jeg nogensinde har tænkt på selvmord, men man sætter bare ikke pris på sit eget liv og måske heller ikke på andres, fortæller Michael Selmar.
På banen gav Michael alt, han havde. Han ville være den bedste, og hele tiden levede han med et enormt pres fra sig selv, sin træner og sine sponsorer. På grund af sin frygtløshed havde Michael mange styrt og skader, som han gang på gang kæmpede for at overvinde, og langsomt voksede presset.
– Lige inden jeg skulle køre, var jeg altid lige ved at brænde sammen, så jeg kunne ligge og sove en time, fortæller Michael.
– Det var som et følelsesmæssigt og åndeligt pres. Jeg kunne næsten ikke klemme alt det der ud, der hang over mig til sidst. Det er jo klart, at hver eneste gang man går igennem sådan et traume eller uheld, så har jeg bare klemt tingene væk, og så er det blevet mere og mere voldsomt.
Den sidste EM-afdeling i 2003 skulle foregå i Spanien, og Michael husker, hvordan presset var så stort, at han besvimede, men han nægtede at give op og indse, at der var noget galt.
– Ved den allersidste afdeling faldt jeg af og knuste mit venstre ben. Jeg prøvede at komme ud at træne, mens jeg havde et jernstativ inde i benet. Når jeg kigger tilbage, var det helt åndssvagt, at jeg ikke gav op, siger Michael Selmar.
– Jeg tror, det var Gud, der prøvede at stoppe mig mange gange. På et tidspunkt følte jeg mig næsten udødelig. Jeg undrede mig over, at jeg ikke døde. Andre folk undrede sig også over, at jeg blev ved med at kunne gå gennem de skader. Men jeg troede ikke på, at der var noget, der kunne stoppe mig. Jeg nægtede det.
Selv om Michael Selmar gennemgik flere operationer, ville benet ikke vokse rigtigt sammen igen. Midt i smerten over ikke at kunne komme til at køre, begyndte han at åbne op for sider af sit liv, han aldrig før havde berørt.
– Jeg begyndte at gå til nogle alternative messer og begyndte at beskæftige mig med dybdeterapi, buddhisme og nogle andre åndelige ting, fortæller Michael Selmar.
Den åndelige søgen i Østens mystik blev dyb og intens. Der var mange ting, der mindede ham om kristendommen, men alligevel var det anderledes, og Michael havde dengang svært ved at definere hvad.
– Lige pludselig begyndte jeg for første gang i mit liv at mærke frygt. Og så vidste jeg, at jeg havde bevæget mig ud i et møde med nogle voldsomme åndelige autoriteter, fortæller Michael.
Mødet med det åndelige og sine egne følelser skræmte Michael Selmar, så han næsten ikke kunne kende sig selv.
– Jeg havde nogle voldsomme åndelige ting oppe foran mig, og til sidst nåede jeg så langt ud, at jeg til sidst hverken kunne styre arme eller hoved.
Michael kan ikke forklare hvorfor, men en dag begynder han i desperation at kalde på Jesus.
– Jeg åbnede bare op åndeligt, og lige pludselig vidste jeg, at jeg bare skulle kalde på Gud, fortæller Michael – og så begyndte jeg at kalde på Jesus, mens jeg kørte i en bil.
– Jeg tror, det var første gang, jeg kaldte ud af nød, hvor jeg ville tage imod hjælp, og hvor jeg ikke ville bestemme selv.
Gud svarede hurtigt, og snart havnede Michael Selmar hos nogle kristne, der kunne hjælpe ham.
– Der gik ikke mere end et par dage, så sad jeg oppe hos et kristent ægtepar, der hedder Ellen og Jørgen Molin. De kunne forklare mig lidt om de åndelige ting, jeg havde rørt ved, og så vidste jeg, at det valg jeg skulle tage, var at tro på Jesus, fortæller Michael Selmar, der med det samme var fuldt overbevist om, at Jesus kunne hjælpe ham.
– Jeg vidste, at jeg ville komme til at følge Jesus fuldstændigt.
Da Ellen og Jørgen Molin bad for ham, kunne han mærke, at der var åndelige ting inden i ham, som sled hårdt i ham. På et tidspunkt oplevede han, at unaturlige kræfter kastede ham hen ad jorden.
– Jeg tror, det er, fordi jeg har lukket så mange ting ude. Jeg har haft et enormt gå-på-mod, så jeg har ikke givet op. Det har været en kampånd, men også en dødsangst, der ville slå mig ihjel, siger Michael Selmar.
Efter en tid hos Ellen og Jørgen Molin går Michael Selmar nu på Apostolsk Højskole i Kolding. Her har han fået mere viden om sin kristne tro, men tiden har også været brugt til at åbne op for nogle af de indre følelser, der har været lukket inde.
– Efterhånden som jeg bliver pakket ud og får flere og flere ting væk, kan jeg se, at jeg er et meget følelsesladet menneske, fortæller Michael Selmar.
– Hårdheden var i virkeligheden en måde at overleve på, en slags cover. Jeg havde aldrig lært, at man har følelser, for jeg var så lille på det tidspunkt, hvor mine følelser blev slukket.
Selv om Michael Selmar føler, at han allerede har fået meget hjælp, ved han, at der er mere at arbejde på.
– Du skal jo altid tilhøre en eller anden autoritet, forklarer Michael Selmar. Hvis Jesus ikke havde holdt ud og gjort hele det fuldkomne værk på korset, så havde han heller ikke kunnet tage alle de åndelige magter ud, som havde fat i mig.
– Til gengæld vil han også have, at jeg holder mig til sandhed og retfærdighed og bygger mit liv op. Han vil have, at jeg fjerner den maske, som mit liv var bygget på, og hjælper til at sætte andre i frihed. Det brænder jeg for, siger Michael Selmar.
