Tyske kirker nærmer sig VM-formen

Den lutherske kirke i Tyskland har sikret sig retten til at vise sommerens VM i fodbold på storskærm. Lovprisning af Gud og fodboldjubel passer godt sammen, siger biskopTYSKLAND – Når verdens bedste fodboldspillere til sommer indtager Tyskland for at dyste om VM-trofæet, er det ikke kun spillerne, der er i form. Tysklands evangelisk lutherske kirke har længe forberedt sig på verdensbegivenheden, og VM-formen nærmer sig, meddeler kirken, der tæller cirka 16.000 menigheder.

or biskop Wolfgang Huber er det helt naturligt at åbne kirkerne for fodboldfans. Lovprisning af Gud og fodboldjubel passer godt sammen, siger han

Senest har kirkesamfundet sikret sig tv-rettighederne til at vise kampene på storskærm i kirkerne. Og menighedslokaler og kirkerum er særdeles velegnede til at vise fodbold, mener biskop i Berlin Wolfgang Huber, der selv er fodboldfan.
I Tyskland kan kirker og organisationer søge om tilladelse til gratis at vise fodboldkampe offentligt. Det kræver blot, at organisationen lader sig registrere, og at der ikke forlanges entré til kampene.
Af kirkens cirka 16.000 menigheder har flere hundrede allerede meddelt, at de ønsker at vise fodboldkampe fra åbningskampen den 9. juni til finalen en måned senere.

Stærke oplevelser

– VM er en glimrende anledning til at ære Gud og samtidig minde mennesker om, at fodbold er et berigende element i livet og et vidunderligt spil, siger biskop Wolfgang Huber til det kulørte tyske ugeblad, SuperIllu.
– Fodbold er en stærk oplevelse, og netop på steder, hvor mennesker kommer Gud nær, hører livet med alle sine aspekter hjemme, siger han.
Wolfgang Huber glæder sig personligt over, når fodboldspillere og andre sportsfolk offentligt takker Gud i en kort bøn efter en scoring eller slår korsets tegn, inden de løber på banen. Det er med til at vise, at intet menneske er herre over sit liv alene, og at sportslig succes er mere end blot en menneskelig præstation. Derfor passer lovprisning af Gud og fodboldjubel godt sammen, forklarer han.

Sælger øl og pølser

Som i Danmark er den tyske fodboldkultur stærkt forbundet med fadøl og grillpølser. I mange danske kirker ville den menu aldrig ende på menukortet, men i Tyskland har kristne generelt et mere afslappet forhold til alkohol end i Danmark. Og den tyske biskop ser da heller ikke salg af øl og pølser som noget problem.
– Kan du forestille dig en folkefest i Thüringen eller Bayern uden regionens kulinariske specialiteter? Kristne er glade og udadvendte mennesker. Det skal vi også vise under VM, siger Huber til SuperIllu.

Snak i halvlegen

Et hæfte på 84 sider skal inspirere præster og kirkeledere til at tænke fodbold ind i deres forkyndelse og undervisning til sommer

I de fleste kirker, vil der være mulighed for at få en samtale med en præst eller en anden medarbejder i halvlegen eller efter fodboldkampen.
Offentlige fodboldfremvisninger bliver dog ikke sommerens eneste fodboldindslag i de tyske kirker.
Et udvalg under den lutherske kirke har netop udgivet et hæfte på 84 sider som inspiration til kristne ledere. Hæftet indeholder en lang række forslag til, hvordan kirker, præster og prædikanter kan tage udgangspunkt i årets store sportsbegivenhed, når de forbereder deres prædikener. Der er inspiration til prædikener og gudstjenester, materiale til konfirmandarbejde og korte andagter, der tager udgangspunkt i fodbold.


Artiklen fortsætter efter annoncen: