De universelle budbringere
Engle – budbringere mellem himmel og jord – findes i mange religioner. Der er nogen, der har set dem, andre har gjort sig forestillinger om, hvordan de ser ud.Engle fra hele verden giver et godt indtryk af de forestillinger, billedkunstnere har gjort sig. Og bogen er om ikke andet så en stor æstetisk oplevelse; for nok er det en bog om engle, men det er mere en kunst-bog, en bog der beskæftiger sig med engle ud fra en kunst- og kulturhistorisk synsvinkel og meget lidt ud fra en teologisk – eller religiøs, for den sags skyld.
På næsten alle sider i bogen er der flotte farvereproduk-tioner af kunstværker fra de sidste årtusinder – med bl.a. markante kunstnere som Rafael, Botticelli, Dürer og Doré.
Hver illustration er ledsaget af en informativ billedtekst, og hvad der er af tekst derudover er meget begrænset. Bogen har en fem sider lang indledning, og så er der en indledende tekst på en enkelt side til de seks kapitler, bogen består af.
Det første kapitel beskæftiger sig med de himmelske væseners hierarki og de øvrige fem med englene i forhold til, hvilke opgaver eller funktioner de har.
NJV
Laura Ward og Will Steeds:
Engle fra hele verden
256 sider 199 kr.
Aschehoug