Salme-sang for salme-elskere

Endnu to cd’er med salmer er udkommet – Tak og ære være Gud og Fader vor hedder de -, og de er meget forskellige!Den ene er den første af en serie på fem cd’er, som alle vil indeholde salmer fra DR’s ugentlige tv-program Før Søndagen. De første 11 af de 23 salmer på cd’en er optaget i Enghøj Kirke med Sct. Peders Koncertkor – resten er fra Virklund Kirke og med Jysk Akademisk Kor. I teksthæftet skriver Mogens Hansen om salmerne, der i kirkeåret hører til den første del – fra advent og jul til påske.
Den anden er en støtte-cd, der er ni numre på den, og alle indtægter fra salget går ubeskåret til byggeriet af Missionsforbundets nye kirke i Humlebæk.
Begge cd’er indeholder gamle og nye og kendte og mindre kendte salmer.
Tak og ære være Gud er (selvfølgelig) ret traditionel – med skønsang hele vejen igennem; flottest lyder det nok hos akademikerne, til gengæld bliver Sct. Peders på tre af salmerne ledsaget af de prægtige messingblæsere fra Prinsens Livregiments Musikkorps; ellers er der naturligt nok kun orgelakkompagnement på de fleste salmer.
Det er der bestemt ikke på Fader vor – her er orglet skiftet ud med rytmisk backinggroup, og den får ikke for lidt, og på Op al den ting bliver det efter min mening rigeligt: så meget slagtøj klæder ikke den gamle salme. Det sidste nummer er en „meditation“ over bønnen Fadervor – her reciteres bønnen på ni forskellige sprog (inkl. dansk) med underlægningsmusik – for så vidt godt nok, men kan måske også virke lidt som „fyld“. Bønnen er trykt på alle ni sprog i det medfølgende teksthæfte.
Begge cd’er er værd at høre, hvilken der er bedst må afhænge af smag eller temperament.
NJV

Tak og ære være Gud – Før Søndagen I • 70 min. • 149 kr. (tilbudspris hos Kirkemusik.com: 135 kr)
Fader vor • 45 min. • 140 kr. • Hosianna