TIL IRAN – NO FEAR
Jeg skulle meget gerne rejse på søndag, hvis ellers det med visum falder på plads inden da.Jeg skal afsted alene og filosofere lidt over, at jeg om en tre måneder skal giftes, dejligt. Jeg skal afsted for at passe lidt på mig selv, så livet ikke bare handler om at arbejde, men også om at hive stikket ud og lade sig inspirere i nye omgivelser.
Det var de tanker, der lå bag rejsen indtil for et par uger siden, men rejsen har nu i lyset af de vantro Muhammed-tegninger og dagens forsideoverskrifter fået en lille twist. Rejsen går nemlig til den islamistiske højborg: IRAN!
Min svigerfamilie var da heller ikke voldsomt begejstret, da de hørte det var I-ran og ikke I-sland. Nogle vil tænke, at jeg er en gal kat fanget i en menneskekrop, men jeg har kun ét liv, og jeg vil leve det uden bekymringer og frygt.
Disse to er livets sande fjender, og de forsøger at handicappe os i vores hverdag, handlingslamme os, binde os til fortiden eller fremtiden, så vi bliver ude af stand til at gøre fra eller til. De fylder os med en frygt og bekymring om ting vi endnu ikke aner, om der overhovedet er grund til at bekymre sig om. I sommers stod der: NU TRUER DE DANMARK på BTs forside, efter terrorangrebene i London, og den næste måneds tid vendte man sig rundt i metroen og kiggede efter skæggede mænd med onde øjne og store sportstasker.
Iran har været mit rejsemål længe, inden karikaturtegnere blev verdens nye syndebuk, og jeg gør det fordi: 1. Iran bag Muhammed-tegningernes slør er et fantastisk land. 2. Mit liv ikke vil være mere i fare der end så mange andre steder, selvom Udenrigsministeriet kategoriserer det som en halvskidt idé.
Det er, hvad min sunde fornuft fortæller mig, frygten skal ikke binde mig. Der er jo ingen, der tvinger mig til at starte en flaghejsningsceremoni, akkompagneret af nationalsangen fra en ghettoblaster foran den danske ambassade i Teheran.
Moralen er ikke, at Gud holder hånden over mig, så jeg kan kaste mig ud i de mest stupide ting. Nej, moralen er, at Gud ønsker, at du og jeg skal kaste vores frygt og bekymring over på Ham, ikke vores Gudgivne sunde fornuft. Gud ønsker at være med os i frygten og bekymringen, men holder vi fast i den, kommer den til at stå mellem Gud og os, og vi hindrer Ham i at få lov til at være sammen med os, og virke i os.
NO FEAR – Ill be back!!
