Mettas søn er i Irak
– Men vi véd, at Allan er, hvor han mener Gud vil have ham,
og vi beder om, at Gud passer på ham, siger Metta Majholm- Den aften, hvor jeg hørte, at et missil var affyret imod den danske lejr, da havde jeg en af mine søvnløse nætter, indrømmer Metta.Hun er mor til 24-årige Allan Flemming Birkebak Majholm, som netop nu gør tjeneste på KFUMs Soldaterhjem i Basra, Irak.
– Heldigvis ringede Allan hjem til mig næste morgen og fortalte, at han var i god behold, fortæller Metta. Jeg spurgte, hvad der var sket, men han svarede bare: Mor, jeg kan ikke sige noget…
Metta er til daglig pædagog i den kristne børnehave Spiren i Haderslev. Hun er gift med Ib, som er konstitueret kontorchef på amtsgården i Åbenrå. Familien bor i Agerskov.
– Ib og vores anden søn, Daniel, griner lidt af mig, når jeg er nervøs, men sådan er det nok, når man er mor, fortæller Metta. Hun havde ellers vænnet sig til tanken om, at Allan havde det godt med den venligtsindede befolkning i Basra, da Jyllands-Postens tegninger pludselig satte verden i brand.
– Nu er befolkningen mere negativ overfor danskerne, men så vidt jeg forstår på Allan, så ser det værre ud på TV, end det er i virkeligheden.
Metta forsøger at følge med i alle tv-aviser og alt, hvad der ellers fortælles om Irak. Hun besøger også jævnligt Hærens Operative Kommandos hjemmeside for at læse nyt.
– Men det er ikke meget, vi kan få at vide. Vi må tro på, at Allan er, hvor han mener, at han skal være, og så véd vi, at der er én, der passer på ham, siger hun og nævner også et bibelvers, som har styrket hende, nemlig Mattæus evangeliet 19,29, hvor Jesus siger at enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.
Allan er nemlig bevidst kristen og var begyndt at læse teologi i Århus, da han valgte at rejse ud som soldaterhjemsleder. Han har tidligere været i Livgarden og på soldaterhjemmet i Bosnien, og han véd, at soldaterne har brug for et sted, hvor de kan snakke – også om livet og døden – og Gud. Derfor har han også forlænget sin kontrakt i Irak frem til august i år. Men han kommer hjem på ferie i april, så der glæder Metta sig til.
Allan er i øvrigt født på Grønland, hvor Metta og Ib var ledere af sømandshjemmet i Holsteinsborg i to år.