Er du stresset?
Stress er årsag til op mod en fjerdedel af alt sygefravær og koster årligt otte milliarder kroner i sygedagpenge. En undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, viser, at 62 procent af beskæftigede danskere har følt sig stressede inden for den seneste måned. 15 procent – svarende til næsten hver sjette – svarer ja til spørgsmålet: Sker det, at du må melde dig syg på grund af arbejdspres eller stress?
Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelser er stress årsag til helt op mod en fjerdedel af sygefraværet i Danmark. Hvis det sættes i relation til Beskæftigelsesministeriets officielle analyser af det danske sygefravær, tegnes et billede af et kolossalt samfundsproblem: 35.000 danskere er sygemeldte hver dag på grund af stress, og det koster årligt arbejdsgiverne og det offentlige otte milliarder kroner alene i sygedagpenge.
Virksomhederne skal naturligvis tage stress alvorligt, fordi megen stress opstår, fordi virksomhederne prøver at presse citronen for hårdt i forhold til deres ansatte, men de ansatte skal også erkende, at stress kan skyldes privatlivet.
Stress er et velstandsproblem. Vi oplever, at jo mere velstand vi får, desto større stress føler vi. Velstanden er jo delvis skabt på grund af for stort arbejdspres. Vi kræver for meget af os selv.
Vi lever i en tid, hvor vi elsker at være på. Det gælder i arbejdslivet, familielivet og fritidslivet. Vi knokler derudaf og glemmer at få sjælen med.
I takt med velstandsstigningen i Danmark har det danske folk sagt farvel til Gud. Vi er blevet så rationelle. Alt skal kunne forklares også det, der ikke lader sig forklare. Vi har lagt Gud bag os. Børn hører ikke længere om Gud. Forældrene taler ikke om Gud, skolen taler ikke om Gud. Gud er i bedste fald – fortid i de fleste danskeres univers.
Samtidig er antallet af selvmord steget eksplosivt. Vi spiser nervemedicin, lykkepiller, som aldrig før. Kort sagt: Vi har fået ondt i sjælen. Vi har glemt, at vi er skabt i Guds billede, skabt til fællesskab med Gud. Derfor går det galt.
Vi må tilbage til Gud.
Vi må erkende sandheden i Mathæus 6:33 Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift.
Vi skal tilbage til den rette prioritering:
Gud først.