MC Kilden starter ny afdeling
Danmarks største og ældste kristne motorcykelklub, MC Kilden, har struktureret sit arbejde øst for Storebælt.
I forvejen er der etableret lokalafdelinger i både Nord- og Midtjylland, og nu altså også på Sjælland.
– I medlemsflokken på Sjælland har vi et stærkt fælles ønske om at komme ud blandt andre motorcyklister og vise, hvem vi er. Kilden har jo to overordnede målsætninger, nemlig at være et kristent fællesskab for motorcyklister men i høj grad også at evangelisere, fortæller René Bjørn Buchhave fra København, der er blevet valgt til formand for den nye lokalafdeling.
Klubben har knapt 15 medlemmer på øen, og der er plads til flere.
– Vi har en ide om, at en organiseret lokalafdeling vil være positiv for både aktivitetsniveauet og synligheden. Nu ligger det f.eks. helt fast, hvem man skal kontakte, hvis man vil høre mere om klubbens arbejde eller have besøg af os, siger den 37-årige lokalformand.
Både lokalt og på landsplan deltager medlemmer fra MC Kilden i større og mindre træf og åbent-hus-arrangementer hos andre klubber. Her deler de BikerBibler ud og snakker både om motorcykler og Gud.
– Tore