Planlægger nyt besøg af John Mellor i Danmark
Mange helbredelser og stor tilslutning til mirakelmøder med den australske prædikantEfter seks uger i Danmark er den australske helbredelsesprædikant John Mellors besøg i Danmark slut for denne gang, men han kommer igen, fortæller initiativtageren til hans besøg Jørn Braüner, der er præst i Frikirken COC.
John Mellor har holdt møder i Frikirken COC i Lyngby og Hvidovre samt i pinsekirkerne i Køge, Hobro, Kolding og Kulturcentret i København.
John Mellors næste danske besøg bliver sandsynligvis til efteråret, men måske kommer han allerede på et kort besøg til juni måned også. Der er simpelthen sket så mange helbredelser alle steder, og i flere kirker er der kommet langt flere mødedeltagere end forventet, siger Jørn Braüner.
I Køge Frikirke, der er en pinsekirke, kommer der normalt omkring 45 voksne til møde. Men til John Mellors tre møder har der været mellem 250-300 mennesker, fortæller Åse Lund, der er gift med kirkens præst Brian Lund.
– Der har været en meget positiv presseomtale, så mange af deltagerne er mennesker, som normalt ikke kommer i en kirke. Vi har kun fået positiv respons fra alle, så det er dejligt at opleve. Helbredelsesmøderne er en service til mennesker. Så håber vi, at de også finder ud af, at Gud kan bruges til noget.
– Vi har set mange helbredelser. En person, der havde en voldsom hovedpine og konstant pres på hjernen efter en blodprop eller hjerneblødning, er fuldstændig fri for smerte og pres nu. En person, der ellers har fået en kraftig medicin dosis, er nu nede på den halve dosis efter forbøn. En person, som ikke har kunnet løfte sin skulder i mange år, blev også helt helbredt – for bare at nævne nogle eksempler.
Vi vil meget gerne have John Mellor tilbage igen, næste gang han kommer til Danmark, siger Åse Lund.
Det samme er tilfældet i pinsekirken i Hobro, hvor der var 280 deltagere på de fire møder, helbredelsesprædikanten holdt.
– Det er flere mennesker end der normalt kommer til kirkens møder, fortæller Claus Hermansen, der er præst i kirken.