Benny Hinn vil vende tilbage for at undervise
Lovede på sidste kampagnemøde at komme tilbage til Skandinavien inden for det næste år for at træne kristne i at prædike det kristne budskabHvor mange vil, at Gud skal bruge jer? De 7000 deltagere ved Benny Hinns sidste kampagnemøde løftede deres hænder. Forinden havde flere hundrede været fremme ved platformen for at tilkendegive deres beslutning om at tro på Gud.
– Jeg har taget en beslutning, fortsatte den tv-kendte evangelist. Jeg vil gøre noget i Skandinavien. Tiden er inde til at træne Guds folk til at forkynde evangeliet, at andre må gøre ligesom jeg.
– Jeg giver jer et løfte i aften. Jeg kommer igen inden for de næste 12 måneder et eller andet sted i Sverige, Norge eller Danmark og holder ét eller to møder. Her vil jeg ikke bede for syge, men træne jer til at betjene de syge, så I kan få evangeliet ud.
Benny Hinn fortalte, at han har prædiket for over 21 millioner mennesker i 2005. Hans team rejser hele tiden mellem kontinenterne, så det er ikke noget problem at arrangere det indimellem.
– På Fijiøerne sammenkaldte jeg til et møde for noget tilsvarende med kort varsel kom tusindvis af prædikanter. I Indonesien arrangerede vi et spontant møde for pastorer, 26.000 kom for at blive trænet til tjeneste. – Det kunne jeg godt tænke mig skulle ske i Skandinavien.
barmhjertighed
Der var stort jubel blandt deltagerne og så gav Benny Hinn den første lektion:
– Det er ikke svært at tjene Gud, vi skal bare ydmyge os under ham. Bed om, at Gud må frelse hvert eneste menneske i Skandinavien.
– Vi må forstå, at Gud helbreder, fordi han er barmhjertig. Gud helbreder dig ikke på grund af dine behov, ej heller på grund af din tro, men fordi han vil det. Alt, hvad han siger og gør, er et resultat af hans barmhjertighed. Jesus er Guds vilje i aktion, fortsatte Benny Hinn:
– Jesus så skarerne og ynkedes. Der er stor forskel på medfølelse og medynk. Medynk handler og gør noget ved det. Og så gav han en illustration af, hvor stor Guds nåde er.
– Guds nåde er som havet. Hvis du aldrig har set det, ved du ikke, hvordan det ser ud. Hvis jeg tager en kop vand fra havet og viser dig det, er det bare som en lille dråbe. Sådan er det med Guds nåde, den kan ikke være i en kop. Alle vores ord kan ikke beskrive Guds barmhjertighed.
– Jesus er Guds vilje i aktion. Derfor er det lige så nemt at blive helbredt som at blive tilgivet. Det er hans vilje at helbrede dig, fordi Jesus helbredte alle de syge, sluttede Benny Hinn den afdeling.
Og så gik han i gang med en halv times lovsang og tilbedelse, hvorefter over 100 kom frem for at fortælle om den berøring, de havde mærket fra Gud. Mange følte smerterne forsvandt, og andre kunne gøre ting, de ikke magtede før.
Men eftermiddagens største mirakel, sagde Benny Hinn, var de mange hundrede, som besluttede at tro på Jesus.
De fik en bibel og Benny Hinns bog Det største mirakel med hjem og vil blive fulgt op af de 60 kirker, som er gået sammen med Kristent Bibel- og Konferencecenter om arrangementet.