Enhed er tillid til Gud
Ruth Cilwik Andersen er daglig leder for Willow Creek i Danmark, der hvert år samler præster og ledere til seminarer om kirke for kirkefremmede
Hvad er det ved Willow Creeks arbejde, der tiltrækker danske kristne?
– Jeg tror, det rygte, Willow Creek har, ikke kun er for et koncept. De giver noget ud af deres erfaring. Noget, man kan identificere sig med. Den første konference i Danmark handlede om kirke for kirkefremmede. Der ramte de plet, for der kan vi blive enige. Den dybe længsel efter at komme ud over sine egne mure og opfattelser for at nå verden omkring en.
Willow Creek har også fået et ry for kvalitet. De lever selv deres værdier ud. For eksempel, at det, du er bedst til, skal du gøre på den bedste måde.
Det appellerer både til hjernen og hjertet. Man føler sig ekstremt udfordret til at tage stilling til ens egen livsstil, hvordan jeg lever mit liv fysisk, praktisk og åndeligt.
De dagligdags eksempler, Bill Hybels giver, hvor han formidler bibelske sandheder med sine egne historier, rører ved ens egne følelser og opfattelser. Man tænker på sine egne opfattelser og ser sin egen nabo eller gade eller menighed for sig. Store sandheder fra Gud bliver så konkrete, at jeg bliver følelsesmæssig involveret. Man kan mærke, at Gud er sådan til stede, at det bliver levende for mig.
Den anden side er, at min hjerne bliver aktiveret med at lægge planer. Hvorfor gjorde jeg det, og hvad skal jeg ændre. Er min måde at leve på optimal? Jeg skal tænke og være aktiv.
Hvorfor, tror du, netop Willow Creeks undervisning har kunnet samle kristne ledere fra så forskellige grupperinger, som tilfældet er?
– Jeg tror det rammer grundlæggende ting, vi er enige om. Her får jeg inspiration. Ikke en model, men redskaber, som kan omsættes. Det kan jeg se i kirkerne, jeg besøger. Det bliver omsat på en helt forskellig måde, så originaliteten af deres kirke bevares.
Og det, tror jeg, giver friheden og en plads, hvor man siger: – Her kan jeg være. Det kræver ikke af mig, at jeg tager stilling til andres måder at tolke det på.
Da Jesus bad for sine efterfølgere, sagde han At de alle må blive ét. Hvad betyder denne bøn for dig?
– Hele kapitlet er et af mine yndlingskapitler. Her ser man om bag Jesu handlinger. Han formulerer sine dybeste ønsker for sin far. Et af dem er: At vi må blive et. Det betyder meget for ham. Vi er alle på en vej lige nu, hvor der bliver brudt med nogle paradigmer. En åbenhed over for andre. En interesse for andres erfaringer og gøremåder. For han siger jo ikke, at vi skal blive enige.
Når han har det i denne sammenhæng, går han også videre: For at verden skal forstå, at du har udsendt mig. Jeg oplever i denne generation, at når vi beder denne bøn, så rører Gud vores hjerter, så vi respekterer og værdsætter hinanden.
Egentlig er det en af de største hemmeligheder, Jesus fortæller, om hvordan verden skal kunne forstå kristendommen: At vi ikke bygger vores eget kongerige. For der findes kun et rige, et evangelium, og det er kærligheden til hinanden, der binder os sammen.
Jeg har to ord, der dukker op. Det første er kærlighed, det andet tillid. Den kærlighed du har elsket mig med, skal være i dem. Det er svært at nå op på det niveau. Men kærligheden er for mig bundet sammen med tillid. Først og fremmest tillid til Gud, at han har sin vej med sine børn.
Når jeg møder mennesker i andre sammenhænge, er det derfor en gave for mig at møde dem og lære af dem og tjene dem med det, jeg har erfaret.
Hvorfor tror du, det nogle gange kan være svært for os kristne at være sammen med kristne med en anden opfattelse end vores?
– Vi lander i menneskeligheden. Det er naturligt at bygge sine egne trygge rammer op. Man er tryg ved sine egne måder og traditioner. Men vi skal bevæge os derud, hvor man møder andre, der er lige så overbevist om det, der er ukendt for mig. Og måske gør min overbevisning, at jeg sætter spørgsmålstegn ved det.
Tilliden til mennesker starter jo med tilliden til Gud, at han har sin vej med sine børn. Ved at jeg bevæger mig ud over denne kant kan jeg videregive af mine erfaringer og hjælpe dem. Det er en ydmyg holdning.
Hvad mener du, vi som kristne skal gøre for at blive ét med vore med-kristne?
– Jeg reagerer imod, at vi tænker, at vi skal være enige. Man kan sagtens gå fra et bord og være uenige ligesom man gør i nogle forhandlinger i erhvervslivet. Men alligevel har man et fælles ståsted og siger: Det her skal alligevel lykkes. Og så går man ud og spiser sammen. Uenigheden hinder ikke enheden om det fælles fundament.
Det overlapper lidt det med tilliden til, at Gud har sin måde at lede mennesker på. Jeg ser det som, at vi alle sammen er på vej. Og den ene er lidt foran den anden og den anden lidt bagved, men i erkendelsen er vi alle på vej til at nå det fuldkomne en dag. Og i det stadige løb møder vi hinanden i dag på forskellige trin på vejen.
Jeg oplever virkelig, at vi lever i en spændende tid. Vi sidder under en osteklokke og vurderer hinanden. Vi kan være tæt på hinanden og alligevel er der en osteklokke. Men for øjeblikket løfter den sig og så smager vi hinandens levemåde med Gud.
På en eller anden måde er det et bønnesvar for mange, mange bønner, der er bedt i mange, mange år. Vi når ikke til enighed om alle ting, men en enhed om at formidle evangeliet troværdigt, helstøbt og formå at lade vore trosfæller stå, hvor de er at vise hinanden den tillid at respektere hinandens holdninger.
