Unge finder kirken gennem relationer
Undersøgelse giver et billede af unges vej til kirken – og dermed en udfordring til denKirsten Grube og Søren Østergaard fra CUR, Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, har gennem en spørgeskemaundersøgelse og interviews dannet sig et billede af vejen til kristen tro og menighedsfællesskab for unge, der ikke tidligere har været i kontakt med tro og kirke.Svaret er enkelt: Vejen går gennem personlige relationer. Undersøgelsen, der kun baserer sig på 101 spørgeskemasvar fra folkekirkelige og frikirkelige sammenhænge, viser det, de fleste ved:
Det er ikke gudstjenester, events, koncerter m.m., der fører mennesker til personlig tro, men derimod personlige relationer.
Men det kan så ofte være gennem de personlige relationer, man kommer til events, koncerter og andet i kirkelig sammenhæng.
Der kan være mange processer undervejs, og det giver bogen et ganske godt billede af. Men jeg oplever dog, at det statistiske materiale er for småt til at kalde det en egentlig undersøgelse.
Alligevel kan præster, menighedsledere og ungdomsledere have god brug for at læse den. Den giver bl.a. et billede af, at kristen tro er mere relevant end den kristne kirke for mange unge.
Her ligger en udfordring for kirken og det kirkelige ungdomsarbejde. Hvordan gør vi kirken relevant for de unge?
Kirsten Grube og Søren Østergaard:
Mere end blot en søgen efter enkle svar?
– et studie i danske unges søgen mod kirkelige fællesskaber
142 sider 198 kr.
Unitas