Flere tusinde ventes til årsmøde for Indre Mission i Aalborg

Den 9. og 10. juni holder Indre Mission årsmøde i Aalborg Kongres- og Kultur Center. Her ventes flere tusinde deltagere.

Anders Dalgaard aflægger i weekenden sin første formandsberetning.

Det bliver første gang, sognepræst Anders Dalgaard fra Nr. Snede skal aflægge formandsberetningen. Han afløste i begyndelsen af februar Chr. Poulsen på posten.
Dalgaard beskrives som en ”blød mand”, så man er lidt spændt på den ny IM-stil.
Årsmødet omfatter i øvrigt ikke valg eller beslutninger, da bestyrelsen er selvsupplerende. Sideløbende med beretningerne fra de forskellige grene af IM, er der da også sørget for andre foredrag for de flere tusinde, der kan forventes. Peter Hauge Mortensen fra Rønne taler om ”Udfordringer for den indre mission i 2006” og psykolog Jette Maksten holder et foredrag for familier, der hedder ”Samtale fremmer forståelsen”.
Årsmødets tema er i år: ”Lede til Jesus – leve i Ham”, og man begynder allerede fredag aften med gudstjeneste og nadver i hallen.
Undervejs er ud over fremlæggelsen af regnskab og formandsberetning og seminar, også familiefest, festaften lørdag, hvor indremissionær Heri Elttør fra Auning taler.
Et særligt teenprogram for unge og børneprogrammer for de mindre kører weekenden igennem.
Årsmødet er åbent for enhver, der har lyst til at tage pulsen på Indre Mission, der stadig er den største kirkelige bevægelse herhjemme.
Henri.