Kristne og muslimske politikere på fælles konference i Tyskland
Forbundskansler Angela Merkel åbnede med en tale om det kristne menneskesynPå åbningsmødet torsdag d. 1. juni for konferencen International Gathering i den tyske Bundestag talte den tyske kansler Angela Merkel.
Hun sagde bl.a.:
– Det vigtigste for os at huske i den daglige politik er det kristne menneskesyn, hvert menneskes værdi, og at hvert menneske er skabt af Gud!
– Derudover er der 3 grundværdier, som det er vigtigt at huske i hverdagen, i vort politiske arbejde. Det er frihed, retfærdighed og solidaritet.
Om frihed sagde hun, at vi er skabt som frie TIL noget og ikke FRA noget:
– Uden retfærdighed kan vi ikke gøre, hvad der er ret over for mennesker. Hvad betyder retfærdighed i den globale verden? Hvad betyder det for os som kristne?
– Det vil jeg gerne, at I tager jer god tid til at snakke sammen om. Lyt til hinanden og opdag, hvor vidunderlig og mangfoldig vores verden er.
tyske grundlov
Bagefter replicerede Ilse Falk, som er kristendemokratisk medlem af Bundestag (det tyske forbundsparlament), og som ledede åbningsmødet, at hun glædede sig over, at den tyske kansler så klart signalerede til alle udenlandske og tyske gæster, at hun prioriterer de kristne værdier så højt.
Og Ilse Falk citerede ligeledes præamblen i den tyske grundlov, som siger, at vi alle står til ansvar over for Gud og mennesker.
På åbningsmødet talte i øvrigt også den nye leder for SPD i Tyskland, Dr. Peter Struck.
I øvrigt var der ca. 350 inviterede deltagere fra 40 forskellige lande. De fleste deltagere var kristne, men der var også muslimer fra Irak og fra et par afrikanske lande. Fra Danmark var jeg den eneste deltager.
Konferencen varede i tre dage, og jeg fik kontakt med vidt forskellige mennesker, såsom en tidligere minister og kommende præsidentkandidat i Kenya og præsidentens stedfortræder fra Litauen.
Der var også et medlem af det russiske parlament,og to medlemmer fra det nye irakiske parlament.
Endelig hilste jeg på et tidligere gadebarn fra Congo, som nu er præst og arbejder blandt tidligere børnesoldater, og derudover var der lederen for det hviderussiske parlament, som dog forlod konferencen før tid, fordi der blev stillet spørgsmål til det frie og demokratiske valg i Hviderusland!
Vedrørende de to deltagere fra Irak kan jeg sige, at jeg personligt spurgte dem, om de satte pris på de danske styrker i Irak, eller om de hellere ville, at vi trak dem hjem hurtigst muligt.
De svarede samstemmende, at de var meget taknemmelige for, at Irak var blevet befriet for tyrannen Saddam Hussein, og de håbede, at de udenlandske styrker ville blive, indtil irakerne selv kunne klare sikkerhedssituationen i landet. For i øjeblikket var det ikke så let.
Tove Videbæk