John får lov at blive: Håb om, at Johns sag kan sikre andre kristne flygtninge mod uvis udvisning
I foråret blev sagen genoptaget, og i onsdags fik John sin opholdstilladelse.
Nævnet anfører netop konverteringen fra islam til kristendommen som hovedårsagen til beslutningen. Og der lægges vægt på, at John risikerer at blive æresdræbt af sin muslimske familie, som ønsker at genoprette familiens ære efter konverteringen.
Roar Lavik sidder med i en referencegruppe under Udlændingestyrelsen, hvor han skal bidrage med sin viden om konverteringer. Han håber, at Johns sag kan få positiv indflydelse på kommende sager om konvertitter.
– FNs flygtningekonvention giver faktisk mulighed for opholdstilladelse af religiøse årsager. I Danmark har man bare haft opmærksomheden samlet om de politiske årsager, fordi man tilsyneladende har ment, at hjemsendte konvertitter bare kunne gå stille med dørene med deres nye tro.
Den holdning bliver modsagt i Johns sag, og det håber jeg naturligvis vil få betydning i kommende sager.
Roar Lavik håber også, at konvertitter fremover vil få en bedre behandling i de ofte langtrukne sager om opholdstilladelse. Han har selv været med til et maratonmøde i Udlændingestyrelsen, hvor John i otte timer blev udspurgt om ægtheden i sin konvertering.
Med sin viden om de store omkostninger, der er forbundet med at konvertere fra islam til kristendom, frygter Roar Lavik ikke, at muslimer vil konvertere til kristendommen i massevis for at få opholdstilladelse i Danmark.
– Når en muslim fra et fundamentalistisk miljø konverterer til kristendommen, gør han sig selv fredløs og udsætter sig selv for en reel dødstrussel, forklarer Lavik.
– Fundamentalistiske muslimer kan have mange motiver for at begå et æresdrab. Ifølge islam venter der en særlig belønning i Paradis til den, der begår æresdrab på en konvertit. Og æresdrab kan endda ses som en fordel for den, det går ud over, fordi vedkommende så har fået sin straf her på jorden og derfor måske alligevel kan få en plads i Paradis.
Derfor mener han også, at bekymringerne om konverteringer på skrømt er usaglige.
Til gengæld mener han, at John er forholdsvis sikker i Danmark, selv om den netop afsluttede sag om æresdrabet i Slagelse, hvor ni personer blev dømt, har vist, at der også her i landet er mennesker, der er parate til at tage voldsomme metoder i brug for at genoprette familiens ære.
– Netop dommen i Slagelsesagen viser, at æresdrab bliver straffet hårdt. Både de, der udfører det, og de, der har været med til at planlægge det. Det kan forhåbentlig få nogle til at besinde sig, siger Roar Lavik.