C.S. Lewis vej til kristendommen
Lewis selvbiografi Surprised by Joy er kommet på dansk.Efter godt 40 års venten kom den danske oversættelse af C.S. Lewis selvbiografi Surprised by Joy. For C.S. Lewis kendere er det selvfølgelig en gammel nyhed, at en af kristenhedens største forfattere har skrevet denne selvbiografi. Alligevel er det noget andet at læse den på sit eget modersmål.
Overvældet af glæde er en udførlig, selvironisk og – helt i tråd med Lewis øvrige forfatterskab – skarpsindig rejse gennem forfatterens personlige og åndelige udvikling frem til hans overgivelse til kristendommen.
Lewis angiver selv grunden til bogen som et forsøg på at besvare et hyppigt forekommende spørgsmål, hvordan jeg bevægede mig fra ateisme til kristendom, men samtidig giver bogen et fascinerende billede af et menneskes søgen efter glæde. Som biografi er den derfor også ret atypisk, idet meget af det, Lewis fortæller om, foregår på det mentale plan.
Det til trods beskriver Lewis, hvordan hans forældres personligheder var med til at forme ham som et menneske med en dyb antipati overfor følelser. Hans mor bliver alvorligt syg, og Lewis forsøger at nærme sig Gud som en troldmand, som skulle helbrede hende, men hun dør, hvilket medfører et varigt tab af tryghed.
I beskrivelsen af barndommen er det nok så interessant at bemærke huset, Lewis voksede op i, med de mange gange, værelser og bogreoler; det minder i umiskendelig grad om noget, som senere optræder i Narnia-bøgerne.
Ud over forholdet til faderen, som var en stor retoriker med en meget ringe forståelse for børneopdragelse, er der særligt to områder, som fylder godt op i biografien. Lewis ældre bror, som stod ham meget nær, indtil Lewis startede på Wyvern College. I barndomsårene delte de fantasiens og opdagelsernes verden.
Skolesystemet er ligeledes beskrevet i en sådan grad, at man som lærer i det nuværende danske skolesystem må tænke, det var ligegodt en anden måde at holde skole på. På disse kostskoler herskede et utal af grusomme og groteske spilleregler, som blev håndhævet af gamle tyranniske rektorer, eller hierarkiske elevopdelinger, hvor Bloods – forgudede atleter og præfekter, som var indbegrebet af verdslig pragt, magt og hæder – kunne behandle de øvrige elever som slaver.
Bogen er spækket med henvisninger (godt 300) til bøger skrevet af alle fra Homer til Griffith og vidner således om Lewis liv med litteraturen og derigennem ideernes verden. Det er også i denne verden, at Lewis først støder på det, han kalder glæde. Han læser, i en alder af 6-8 år, Saga of King Olaf og skriver således om sit møde med nordisk litteratur:
jeg blev øjeblikkeligt løftet op og ind i de vældige egne af de nordiske himmelstrøg, jeg længtes med en næsten sygelig intensitivitet efter noget, der aldrig er beskrevet
Men for hver gang denne følelse af længsel efter noget af uberegnelig betydningsfuldhed optræder, forsvinder den i det øjeblik, han begynder at reflektere over den. Han gør derfor også opmærksom på, at der ikke er tale om glæde som lykke eller nydelse, men noget, som alle, der har oplevet det, ønsker at opleve igen. Således går jagten, også i ungdomsårene, efter det længselsfulde i den nordiske mytologi og i Wagners operaer.
Nogle gange kan jeg næsten tro, at jeg blev sendt tilbage til de falske guder for der at erhverve en vis evne til at tilbede med henblik på den dag, hvor den sande Gud skulle kalde på mig igen.
Således opsummeres det positive ved denne jagt.
Først mange år senere og efter en periode med et virvar af modsætninger – fx Gud eksisterer ikke, og det kan han ikke være bekendt – oplever Lewis den lammende erkendelse, at hans oprørske antipati imod kristendommens manglende bagdør intet kan stille op mod åbenbaringen: Gud skulle adlydes simpelthen, fordi han var Gud. Lewis erkendelse af kristendommens betydning i forhold til de mange mytologier, filosofier og religioner, han har fordybet sig i, er på det nærmeste en sejrsprokla-mation:
Her (i kristendommen) og kun her må myten være blevet til virkelighed; Verden, kødet; Gud, menneske. Dette er ikke en religion eller en filosofi. Det er opsummeringen og virkeligheden bag dem alle.
I denne virkelighed oplever Lewis en varig glæde og tilfredsstillelse, derfor titlen Overrumplet/overvældet af glæde.
Interessen for Lewis er blusset op igen. I 90erne var George Sayers biografi Jack og spillefilmen Shadowlands med Anthony Hopkins i hovedrollen med til at fortælle historien om kærligheden mellem universitetslæreren fra Oxford, som på den tid var gået fra ateisme til kristendom, fra litteraturnørd til verdenskendt forfatter og foredragsholder – og så den jødiske, tidligere kommunistiske, men i kraft af Lewis forfatterskab nu også kristne Helen Joy Davidman.
I kølvandet på filmatiseringen af Tolkiens Ringenes Herre-triologi skete så også det glædelige, at den elskede børnebogsserie om landet Narnia blev genoptrykt og solgt ikke bare i de små kristne boghandler, men over det ganske land og selv i Bilka. Sidste skud på stammen var filmatiseringen (denne gang af Disney) af Løven, heksen og garderobeskabet, som gik i de danske biografer i december 2005, og nu er altså selvbiografien kommet.
C.S. Lewis:
Overvældet af glæde
253 sider 248 kr
Scandianvia / Udfordringens bogsalg