Gud skrællede mig helt ind til benet
Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg på min søns opfordring tog med til Taizé-klosteret i Frankrig sidste uge i juni.
De tre daglige gudstjenester sammen med 2300 andre unge satte min spiritualitet ind i en ramme. De daglige bibeltimer over patriarken Jakobs omtumlede liv sørgede for at bore dybt i selverkendelsen, og de mange timer på briksen i barakken skrællede lag på lag af min overfladiske personlighed.
Jeg havde knap nok parkeret bilen, før jeg fumlede med min bærbare pc for at se, om ikke min mobile internetforbindelse virkede, så jeg kunne tjekke min mail. Den virkede naturligvis ikke. Jeg begyndte alligevel at skrive lidt, men løb hurtigt tør for strøm, og der var ikke et elstik i nærheden.
Så gav jeg op: OK, Gud, jeg bruger denne uge alene på dig!
Og så gik han ellers i gang:
Det første lag Gud skrællede af der på briksen var mit stress. Jeg sov og sov. Indtil klokkerne ringede for endnu en tidebøn i kirken. Da jeg kom tilbage, var jeg klar til endnu en tur med skrællekniven. Dér røg præstationstrangen – den dér tendens til at gøre en masse for at blive accepteret. Efter endnu en tidebøn røg aktivismen, som jeg ellers troede var noget godt; jeg hader dovne mennesker!
Og så kom jeg ellers ned i de ubehagelige dybder. Når man er aktiv, præsterende og stresset, har man også en tendens til at manipulere. Ikke sådan bevidst, men bare lige sige tingene på en måde, så de glider ned, gøre noget, for at andre skal gøre gengæld osv.
Der var der ikke andet at gøre end at bede den bøn, som den ortodokse kirke har gentaget i århundreder: Kyrie eleison! Herre, forbarm dig! Jeg kunne ikke bede andet i flere dage.
Og så hørte jeg i mine tanker dér på briksen en stille stemme, et indtryk formuleret i ord: Elsker du mig? Og inden jeg vidste af det, gentog jeg apostlen Peters svar på det samme spørgsmål fra Jesus: Herre, du ved, at jeg har dig kær. Ved nærmere eftertanke: Var det ikke, lige efter Peter havde fornægtet Jesus tre gange? Havde jeg også svigtet ham? Jo, og derfor turde jeg, som Peter, ikke sige: Selvfølgelig Jesus, jeg elsker dig bare så meget! Jeg måtte bare hviske: Herre, du kender mig. Jeg ved ikke en gang, hvad der bor i mig, men du ved det alt sammen. Og så vidt jeg kan se, så har jeg dig kær inderst inde.
Dér fandt jeg min indre glød frem igen. Dér fik jeg min motivation til at fortsætte med at tjene Gud. Der på briksen i barakken, mellem tidebønner og bibeltimer i Taizé, mødte jeg mig selv og Gud.
