Unge fra Danmission hjem fra Libanon i god behold
Danske unge på dialog-mission evakueret fra bomberegnen i Libanon.En gruppe unge fra Danmission, som i en uge var i Libanon for at deltage i en international workshop for fred og forsoning, landede natten til mandag 17. juli i Kastrup i god behold.
Gruppen valgte om lørdagen, i tæt kontakt med Danmission, at foretage en privat evakuering med bus fra Beirut til Damaskus efter først at have drøftet planen med den danske ambassade i Libanon.
Ambassaden understregede, at den ikke kunne anbefale en privat evakuering, og Uffe Wolffhechel, der er kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, oplyste til Ritzau, at der ingen garantier var for sikkerheden på ruter ud af Libanon via de nordlige grænser til Syrien.
Ambassaden udtrykte dog samtidig forståelse for, at gruppen valgte en privat løsning.
Medlem af Danmissions bestyrelse og deltager i dialogworkshoppen Klaus Debel-Hansen fra Fyn siger:
– Den optrappede militære konflikt viser, at dialog og større forståelse mellem mennesker af forskellig religion er livsnødvendig. Det her er en kamp, som skal løses med dialog.
De øvrige danske deltagere på dialogworkshoppen var Gunvor Bjerglund Nielsen, Lars Buch Viftrup, Danmissions dialogsekretær Agnete Holm, Tina Dransfeldt Christensen og Firas Mahmoud, der fortsatte til Abu Dhabi for at møde sine forældre.
Evakueringen kunne lade sig gøre på grund af lokale rådgivere tilknyttet Danmissions libanesiske samarbejdspartner Forum for Development, Culture and Dialogue.
fra ambassaden
Lørdag eftermiddag passerede gruppen grænsen mellem Libanon og Syrien og satte derpå kurs direkte mod den danske ambassade i Damaskus.
På ambassaden fik de god opbakning og meddelelse om, at de ville komme med et evakueringsfly fra Damaskus søndag aften.
I mellemtiden boede gruppen på Det Danske Institut i Damaskus sammen med en lang række andre danskere, der var på vej væk fra det krigshærgede Libanon.
Ved ankomsten til Kastrup natten til mandag blev gruppen modtaget af kommunikationschef Torben Holm og islamsekretær Harald Nielsen fra Danmission samt en stor gruppe pårørende til de hjemvendte, der var lettede over at være sluppet godt fra de alvorlige oplevelser.