De har nød for mennesker

Inger og Niels Andreassen har gennem 40 år som officerer i Frelsens Hær haft et rigt liv med at hjælpe hjemløse, voldsramte kvinder og mange andre.- Det har været et fantastisk rigt liv: At få lov til at løfte mennesker ud af et nedbrydende liv og give dem nogle værdier at leve på.

Inger og Niels Andreassen er flyttet til Amager, men Niels er fortsat kordinator for arbejdet i Frelsens Hærs korps i Århus

Det siger Niels Andreassen efter at have fortalt om en lang række mennesker, han og Inger gennem årene har hjulpet videre i livet. De har som officerer i Frelsens Hær været med til at åbne et værested i Nakskov og et krisecenter for voldsramte kvinder i Næstved. Troen på Gud har givet dem nød for mennesker, der var havnet i vanskelige situationer.
Niels Andreassen stiftede bekendtskab med Frelsens Hær tilbage i 1964. Han var da autolakerer i Svendborg, og under et kursus i København inviterede en af kursusdeltagerne, som spillede trombone i Frelsens Hær, ham med til en koncert. Niels troede, de skulle lytte til klassisk musik, men opdagede, at koncerten nærmere var et frelsermøde.
– Det var allerførste gang, jeg for alvor blev præsenteret for evangeliet, og det sagde bare bang, siger Niels, der efter kurset begyndte at komme i Frelsens Hær i Svendborg.
Samme år mødte Niels og Inger hinanden ved en ungdomsdag i Horsens. Inger var på det tidspunkt officer i Frelsens Hær, og året efter begyndte Niels på Frelsens Hærs officersskole i Norge. Da Niels kom tilbage som færdiguddannet officer, blev de gift, og de har siden arbejdet for Frelsens Hær rundt omkring i Danmark.

I 1976 blev Inger og Niels Andreassen bedt om at genåbne Frelsens Hærs korps i Hjørring, der havde været lukket i nogle år. De husker begge det første møde, de holdt i korpset. Der kom kun to ældre kvinder – den ene var 76 år, den anden 94 år. Men da de fire år senere rejste fra Hjørring, var der en forsamling på 70 mennesker.
Årsagen til fremgangen skyldtes ifølge Niels Andreassen, at han flere aftener om ugen fra klokken ni om aftenen til ud på morgenstunden tog rundt til restauranter og værtshuse i Hjørring, Hirtshals, Skagen, Løkken og andre byer for at tale med mennesker og sælge Frelsens Hærs blad, Krigsråbet. Det er også sket mere end én gang, at han har båret en beruset mand eller kvinde hjem.
– Nogle var berusede efter en glad aften, og det var så det, men ofte skyldtes drikkeriet store sociale problemer, og snart begyndte narkomaner og alkoholikere at tage til Hjørring for at komme til møde i Frelsens Hær og for at komme til at tale med én om deres problemer, og vi oplevede, at den ene efter den anden blev frelst, siger Niels Andreassen.

I 1980 kom Inger og Niels Andreassen til Næstved, hvor de var i otte år og blandt andet var med til at åbne et krisecenter for voldsramte kvinder. Forhistorien begyndte en juliaften i 1983, hvor Niels selv blev udsat for et overfald i Frelsens Hærs bygning, hvor de boede i en del af stueetagen.
– Ejendommen har to etager, og den øverste etage var dengang indrettet med klubværelser, som blev lejet ud til mænd. En af beboerne var en psykisk syg ung mand, der også var narkoman og alkoholiker. Han havde i en periode ikke taget sin medicin, og en aften kollapsede det fuldstændigt for ham. Klokken et om natten begyndte han at lege Tarzan. Han slog på sin bongotromme og råbte som Tarzan i junglen. Det var i juli, og vinduerne stod åbne, for det var varmt, så jeg gik op til ham og bad ham om at falde lidt ned. Men da han så mig, tog han en stor daggert og løb hen imod mig: ”Jeg slår dig ihjel, din djævel,” råbte han, mens han stak mig flere steder, blandt andet i ryggen. Jeg faldt om på gulvet, og bagefter hamrede han en stor knortekæp ned i mit ansigt, og næsten det meste af overmunden blev ryddet for tænder, fortæller Niels.
Det lykkedes ham at vakle ned til Inger i lejligheden i stueetagen. Deres tre piger sov og registrerede slet ikke de voldsomme begivenheder. Der blev tilkaldt en ambulance, og politiet kom, og mens Niels blev kørt til behandling på hospitalet, jagtede et par betjente den unge mand, der var kravlet ud på taget. De fortsatte over på naboejendommenes tage, men til sidst blev han anholdt, og han blev siden anbragt på en lukket afdeling.
Næste morgen ringede telefonen hos Inger. Det var en besked om, at hendes far havde fået en blodstyrtning, hvilket selvfølgelig gjorde hende meget ulykkelig. Lidt senere ringede det på døren. Udenfor stod en mor med tre børn, en nyfødt og to under tre år. Kvinden så forfærdelig ud, for hun havde fået tæv af manden og var nu gået fra ham, så hun ville høre, om Frelsens Hær kunne hjælpe. Hun blev indlogeret i det værelse, hvor den unge mand havde boet.
Omkring middagstid kom en anden forslået kvinde med tre børn og spurgte, om Frelsens Hær kunne hjælpe hende, og inden aften kom en tredje kvinde med to børn og bad om hjælp. Inger inviterede dem indenfor, og de to kvinder og deres fem børn blev indlogeret i soveværelset, mens Inger og børnene sov på madrasser i et lille værelse.
– De boede hos os i 8-14 dage, indtil de fandt noget andet at bo i. Men den sidste var dårligt nok kommet ud ad døren, før en ny voldsramt kvinde ringede på døren. Så tænkte vi, at det måtte være Guds vilje, at vi skulle gøre noget for at hjælpe voldsramte kvinder, siger Niels Andreassen. De besluttede derfor at sige mændene op, og de hjalp dem med at finde andre boliger, så de havde noget at flytte ud i.
Få dage efter, at den sidste var flyttet, var alle værelser i krisecentret optaget, og det har de været lige siden – i 24 år. I begyndelsen blev det drevet uden offentlige tilskud, men efter nogen tid begyndte kommunen og amtet at støtte centret økonomisk.

Niels Andreassen (t.v.) vil gerne ud på gaden og møde mennesker. Billedet er fra Banegårdspladsen i Århus, hvor Frelsens Hær jævnligt synger og spiller og samler ind til arbejdet

Efter Næstved gik turen for Inger og Niels i 1988 videre til Valby og siden Lyngby, før de i 1993 kom til Nakskov. Frelsens Hærs korps i byen skulle åbnes igen, efter at det havde været lukket i en halv snes år. Der var en kolossal fattigdom i byen, for skibsværftet var blevet lukket et par år forinden. Det samme var avisen Ny Dag og flere forretninger.
Inger og Niels begyndte, da de kom til byen, at invitere misbrugere og kontanthjælpsmodtagere til at komme og spise gratis. Niels gik rundt og satte sedler op, og det rygtedes, og i løbet af nogen tid var der bespisning seks dage om ugen i Frelsens Hær for et halvt hundrede mennesker, nogle gange flere. Arbejdet udviklede sig til det, der siden blev til værestedet Havnen.
En af de personer, Niels og Inger husker fra tiden i Nakskov, er en kvinde, der havde været alkoholiker i en halv snes år, da de mødte hende.
– Mens hun var hos os, kom hun til tro på Gud, og en dag kom hun og spurgte, om vi ville gå med hende i kirke på mandag. ”På mandag?” spurgte vi undrende. Ja, for hun skulle døbes. Hun var vokset op i et ikke-kristent hjem. ”Men i Frelsens Hær har jeg mødt Gud, og nu vil jeg bekræfte over for Gud, at jeg vil følge ham og leve livet med ham,” sagde hun.
– Dåben skulle foregå i Nakskov Kirke, hvor håndværkere var i gang med nogle reparationer efter et lynnedslag. De var med til gudstjenesten, og ud over dem var der kun kvinden, Inger og mig samt præsten, kordegnen og kirkekoret. Men det var så bevægende og så stærkt. Flere af arbejderne græd, og kvinden gik rundt og græd, fordi hun var så lykkelig og taknemmelig over, at hun havde fået troen på Jesus. Det var en fantastisk oplevelse, siger Inger og Niels Andreassen.
Selv om de nu er blevet pensioneret, er tjenesten ikke forbi. Niels Andreassen er koordinator for arbejdet i Frelsens Hærs korps i Århus, hvor de boede indtil juni.