Den bedste cd?

For tredje uge i træk har jeg den fornøjelse at kunne anbefale en ny kristen cd: Det drejer sig denne gang om Hans Jørn Østerbys For enden af dagen.Stilen – og stemmen – på cd’en er ikke til at tage fejl af. Det er blandingen af sjov og alvor heller ikke.
Eksempelvis det kun 30 sekunder lange nummer „Kamæleon“ med den næsten Gruk-agtige tekst: “Gør dig fri af din kamæleon / du kan alligevel aldrig blive til nogen / anden end den du er / du er sikkert også den du er bedst / til at vær’.“ Det er underfundig humor – med en fin pointe.
Et af de bedste af de i alt 11 numre på cd’en er den smukke „Alle disse dage“, hvor Hans Jørn Østerby synger: „Men jeg håber når jeg lukker mine øjne og jeg ser / mit liv i bakspejl-sperspektiv / står der Jesus over mit liv.“
Man er ikke i tvivl om, hvad der er drivkraften for Hans Jørn Østerby, der nu har været professionel i 25 år; det, han synger om, er det, hans hjerte er fyldt af.
For enden af dagen byder på gode tekster, gode melodier og en god blanding af stille og mere friske numre, hvad enten kunstneren akkompagnerer sig selv på guitar eller klaver.
Måske den jubilerende sangers hidtil bedste cd.
Til lykke, Hans Jørn!
NJV

Hans Jørn Østerby: For enden af dagen
38 min. • 149,95 kr • Langvad Musik / Hosianna