Forfejlet sjælesorg for homoseksuelle

Det er udtryk for dårlig teologi og forfejlet sjælesorg, når Kirkens Korshær vil hjælpe mennesker med at forene homoseksuel livsstil og tro, siger bestyrelsesformand for Foreningen Basis.Kirkens Korshær starter til årsskiftet en rådgivning for homoseksuelle. Målet skal ikke være helbredelse, men hvordan seksualiteten kan forenes med troen på Gud. Det er forfejlet sjælesorg, siger Johan Schmidt Larsen, bestyrelsesformand for Foreningen Basis.

Johan Schmidt Larsen, bestyrelsesformand for Foreningen Basis

På en forespørgsel fra Københavns biskop Erik Norman Svendsen starter Kirkens Korshær fra årsskiftet en rådgivning for homoseksuelle.
Udgangspunktet for rådgivningen skal ikke være helbredelse, men hvordan seksualiteten kan forenes med troen på Gud. Det fortalte korshærschef Bjarne Lenau Henriksen under sin årsberetning, da Kirkens Korshær for nylig holdt årsmøde.
– Det kan ikke være rigtigt, at man i kristen sammenhæng kun kan blive accepteret som homoseksuel, hvis man ikke udøver sin seksualitet, sagde Bjarne Lenau Henriksen.
Sjælesorgstjenesten, der bliver en folkekirkelig tjeneste i korshærsregi, kommer til at fungere som en hjemmeside, hvor homoseksuelle via mail eller telefon kan henvende sig med deres tanker og problemer i forhold til deres seksualitet og Gud.

Forfejlet omsorg

Bestyrelsesformand for Foreningen Basis, Johan Schmidt Larsen, er ikke i tvivl om, at Korshærens nye initiativ er udtryk for omsorg for homoseksuelle, men samtidig mener han, at man tager let på bibelsk samlivs- og seksualetik.
– Set fra mit synspunkt er det dårlig teologi og forfejlet sjælesorg. Derfor ser vi det i Basis som endnu mere nødvendigt, at vi fortsætter det diakonale og sjælesørgeriske arbejde, vi har drevet siden 1993. Vi mener, der er behov for et kvalificeret alternativ til Korshærens tilbud, siger Johan Schmidt Larsen og fortsætter:
– Denne tilgang springer ikke blot ud af vort bibelsyn, men ligeså vores omsorg for homoseksuelle. Det er vores erfaring, at der er en gruppe af homoseksuelle, der selv giver udtryk for, at de ikke kan bruge en sjælesorg, der ikke tager Bibelen alvorligt på dette område. De får ikke hjælp, hvis ikke udgangspunktet er andet end blank accept af homoseksuelt samliv, siger Johan Schmidt Larsen.