Muslimerne fik tillid til kirken
En lille anglikansk menighed i den engelske storby Birmingham formåede at ændre en indvandrertæt bydels opfattelse af kirke og kristendom. Menighedens præst gennem 19 år besøgte for nylig Danmark inviteret af Tværkulturelt Center.Hans forældre blev omvendt under en af den amerikanske evangelist Billy Grahams kampagner i England i 1950erne. Selv voksede Graham Turner op med kirkegang, mission og evangelisation som en naturlig del af sin selvforståelse.
Som ung elektroingeniør begyndte han at læse teologi, og i en alder af kun 26 år blev han ordineret til sit første præsteembede i den anglikanske kirke. Hans klare mål var at nå mennesker med evangeliet.
I dag kan den 51-årige præst se tilbage på knap 20 år i storbyen Birmingham i Midtengland, hvor han indtil for nylig var sognepræst ved Sct. Pauls kirke i den indvandrertætte asiatiske bydel Bordesley Green. Men egentlige omvendelser til kristendommen har han ikke set mange af.
Da han kom til kirken i 1986, var 35 procent af sognets indbyggere muslimer – de fleste fra Pakistan og Bangladesh. I dag er omkring 65 procent muslimer. Han startede med en søndagsmenighed på 35. I dag er tallet faldet til under 20, for mange hvide kristne englændere har forladt den nedslidte bydel med de dårlige huse, berygtede skoler, stigende kriminalitet og skyhøje arbejdsløshed.
Alligevel kan Graham Turner fortælle en succeshistorie. For i dag har mange af områdets muslimer et helt andet billede af kirken og kristendommen end for 20 år siden, og over tusind mennesker – de fleste muslimer – benytter hver uge kirkens forskellige tilbud. Det er det foreløbige resultat af en lang proces, der begyndte med, at menigheden gik ud og lyttede til sognets muslimer.
– Egentlig startede det med, at vi ikke havde råd til at vedligeholde vores store dyre kirkebygning. Hvis vi blev bedre til at evangelisere, ville menigheden vokse, tænkte vi. Derfor ansatte vi en evangelist, der gik rundt i kvarteret og snakkede med folk og præsenterede evangeliet. Men der skete ikke noget. Folk blev ikke omvendt, fortæller Graham Turner.
afdækkede behov
– Vi var lige ved at begå den samme fejl som mange andre og kaste os ud i et ambitiøst renoveringsprojekt uden først at finde ud af, hvad folk i området selv oplevede, at de havde behov for. Men da vi først begyndte at gå rundt med spørgeskemaer og snakke med de muslimer, vi mødte på gaden, folk i moskéen, de muslimske handlende, skolelærerne og mange andre, tegnede der sig hurtigt et billede af, hvor der var brug for en indsats:
– Der manglede et lokalt jobcenter, hvor folk kunne få hjælp til at finde arbejde; der manglede tilbud til børnene og de unge, så de kunne komme væk fra gaderne; der manglede en lokal kvalitetsbørnehave og vuggestue, og endelig ønskede mange en café, hvor de kunne mødes og købe et måltid mad til rimelige priser.
Hvad der fulgte, er historien om en visionær præst og et modigt menighedsråd, der besluttede at tage udfordringen op. Over en 7-årig periode åbnede kirken en café, et jobcenter, en børnehave, ungdomsklubber og aktiviteter for områdets mange børn og unge i skoleferierne – alt sammen i nyrenoverede kirkelokaler samt i en nedlagt butik på hovedgaden, som blev købt og indrettet til café. I dag er 35 ansat i projektet. Hertil kommer de mange frivillige.
Graham Turner fortæller, at et grundlæggende princip bag hele projektet var menighedens ønske om at vise, at Gud ikke havde forladt den trøstesløse bydel.
– Jeg bliver ofte spurgt, om det her er kristen mission. Mit svar er, at vi på et tidligt tidspunkt besluttede, at vi ville vise betingelsesløs kærlighed og leve sandheden ud i vores bydel, sådan som vi kender den i Jesus Kristus. Vi ville ikke forvente resultater i form af omvendelser eller højere kirkegang. Omvendelser er altid Guds sag. Vores opgave er at fortælle om det, vi har set og hørt, og pege hen på ham, der er verdens lys.
– Som menighed var vi begyndt at spørge os selv, hvad en kirke egentlig er for noget. Den traditionelle forståelse er, at kirken består af en bygning, en præst og et antal søndagsgudstjenester. Men det holder ikke. For os gav det mere mening at tale om kirken som fællesskab, tro og handling.
– Tidligere havde kirken i Bordesley Green haft et troværdighedsproblem. Muslimerne så de kristne forlade bydelen og flytte ud til store huse i de velhavende forstæder, hvor der var lys og luft og gode opvækstbetingelser – alt det, de gerne selv ville give deres børn, men ikke magtede, fordi de ikke kunne få jobs og efterhånden havde mistet håbet om en bedre fremtid.
– I dag har mange muslimer et helt andet billede af de kristne. Mange møder kristne hver uge og oplever, at kirken har skabt samhørighed i bydelen, kirken hjælper folk med at finde arbejde eller komme i jobtræning, og der er tilbud til børnene og de unge i skoleferierne. I dag har mange muslimer tillid til kirken, fordi vi taler sammen og kender hinanden, fortæller Graham Turner.
I dag tror han stadig på mission og evangelisation, men han har fået en mere nuanceret forståelse for udfordringen til kirken i indvandrertætte bydele.
– I kirkens kontakt med muslimer og andre, der har en anden tro, er det vigtigt at være realistisk om, hvor man starter. Når man arbejder med kirkevækst, kan man tale om skala, der går fra fuldstændig uvidenhed om det kristne evangelium op til omvendelse og vækst som kristen. Ofte fokuserer vi kun på de trin, der ligger lige før og efter omvendelsen.
– Men en muslim, der bevæger sig fra at have et dårligt billede af kirke og kristendom og ingen kontakt med kristne til at mene, at kirken og de kristne er OK, har flyttet sig meget langt – og vil fremover være mere åben end muslimer, der aldrig har haft personlig kontakt med kristne.
– Kirken er altid på de svages side. Sådan må det være. Vi vidste, at vi med vores ressourcer, kontakter og kendskab til det britiske samfund ville kunne gøre en forskel i vores bydel, hvis vi satte tid, penge og kræfter ind på det. Egentlig havde vi ikke noget valg, hvis vi ville vise vores muslimske naboer, hvad kristendom er i praksis, understreger den engelske præst.
Menigheden i Birmingham ser sig selv som en lille del af en lang proces, hvor de er med til at skabe større forståelse og respekt mellem kristne og muslimer.
– Kristne og muslimer har været i konflikt med hinanden i adskillige hundrede år. Vi tror ikke, at nogle få omvendelser vil bidrage til større respekt mellem de to religioner. Skal kristne og muslimers århundredgamle fjendskab overvindes, skal der mere til end et par årtiers evangelisation. Vi må komme til muslimerne med ydmyghed og i erkendelse af, at vi også selv til stadighed har brug for omvendelse, understreger Graham Turner.
Af Birthe Munck-Fairwood
Netværkskoordinator
Tværkulturelt Center