Mysteriet på ny oplyst!
Endnu et par kritiske bøger om Da Vinci Mysteriet er udkommet på dansk.Hvad er sandhed? spurgte Pontius Pilatus, og spørgsmålet runger stadig ned gennem århundrederne. Hvad er sandhed, og hvad er alene udspekulerede fabler (2 Pet 1,16)?Debatten har fået opfrisket sin evigt aktuelle status takket være Dan Browns lige dele religiøse og pseudo-historiske thriller, Da Vinci mysteriet – nu også som film! Enhver tvivl er ryddet af vejen, om man uden videre tror på forfatteren, når han skriver:
Alle beskrivelser af kunstværker, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer i denne roman er korrekte.
Den slags bastante udtalelser er jo en torn i øjet på alle inkarnerede skeptikere og rationalister og har da heller ikke fået lov at stå uimodsagte. Alene på dansk er foreløbig udkommet mindst fem kritiske modsvar af slagsen, og vi har sikkert ikke set de sidste.
Marie-France Etchegoin er journalist, hendes medforfatter Frédéric Lenoir uddannet sociolog og filosof. Sammen præsenterer de deres bud på den virkelige historie: Står den katolske kirke rent faktisk bag en sammensværgelse, der skal skjule sandheden om Jesu forhold til Maria Magdalene? Er Da Vincis malerier nærmest frimurer-agtige meddelelser, beregnet på kun at forstås af de få udvalgte? Er pyramiden ved Louvre bygget under Dyrets tegn? Hvad er sandheden om Sions Priorat?
Forfatterne undersøger med sand journalistisk nidkærhed personer, påstande og geografiske placeringer i Dan Browns univers: fra Louvre til Château de Villette og Saint-Sulpice Kirken; de har talt med de vigtigste eksperter om Da Vinci selv, om esoterisme og frimurerloger, og de har gennemgået de nyeste studier og undersøgelser vedrørende Maria Magdalene og Jesu ugifte stand.
Ikke overraskende er konklusionen den, at Browns bog er og bliver fiktion og fordrejelse. Vor hjemlige skeptiker, historikeren Dan H. Andersen har forsynet bogen med et begejstret forord samt en fortrinlig, kommenteret, supplerende litteraturliste med henvisninger til danske og engelske værker.
Også teologen Tom Thygesen Frederiksens gendrivelse af den kommercielle historie-forfalskning anbefales på det hjerteligste. Han spørger bl.a. ,om romanens succes kunne være tegn på, at man er ved at bevæge sig væk fra kirkens traditionelle forståelser, og hvad der i så fald er at gøre ved dét.
En lille sektion med 28 spørgsmål og svar opsumme-rer på eksemplarisk kort og koncis vis de mange problem-stillinger omkring Dan Browns roman-påstande.
Hvad er sandhed? spørger vi igen – og svarer med Thøger Larsens ord: Vi kan finde Sandheds rige Skat, / men vi først maa op af Drømmedvale.
Marie-France Etchegoin & Frédéric Lenoir:
Da Vinci mysteriet efterforsket 221 sider
169 kr. Aschehoug
Tom Thygesen Frederiksen:
Da Vinci, Gudinden og Gralen 148 sider
149 kr. Dialogcentret