Rød chili i mørket

Vi er otte hvide, som tøffer rundt mellem vandpytter og affald i en havneby i Afrika for at finde en restaurant. De seks andre er franske gymnasielærere, som netop er kommet hertil, og en canadisk antropolog. Pludselig går alt lys i byen ud, så vi må famle os frem i lugten fra åbne kloakker.
Et stearinlys lyser op i mørket og viser vej, og tjeneren forklarer, at der er buffet med 25 gryder, og man kan spise, så meget man vil – ganske vist for en ret høj pris.
Pyt, vi går til fadet.
Men gryderne er kolde og næsten tomme, de har stået her siden middag. Vi får tjeneren til at lyse med stearinlys. Jo, det er ko-klove. Nå, okay, næste gryde. Små søde lammefødder. Og her er komave og et kogt gedehoved. Og det er… nej, jeg vil ikke vide det.
Jeg er heldig at finde nogle stumper antilopekød i en slimet sovs og famler mig tilbage til min plads. Netop da rejser en af de unge kvinder sig indigneret og udbryder, at der ikke er noget som helst i de gryder, som hun har den mindste lyst til at spise. Stemmen dirrer og antyder kulturchok, så manden og det andet unge par beslutter hurtigt at finde et andet spisested.
Vi andre har allerede fyldt vores tallerkner og kan ikke slippe væk. Jeg er lige kommet over en maveinfektion, så jeg er sulten. Ved stearinlysets skær finder jeg noget rødt, der ligner en stor kogt tomat og putter det snakkende i munden.
15 sekunder senere brænder det vildt i munden: Chili!
Jeg fylder hurtigt munden med øl, men det bliver bare værre. Kan ikke synke, kan ikke spytte ud her! Famler mig til udgangen, hvor min tunge nærmest kaster sig ud af munden, som var det en branddør, da jeg sprutter øllet ud på en forskrækket kat. Den bliver sikkert blind… Men jeg er desperat!
Nu er læberne også antændt. Jeg løber ind og skyller de bortgåede pars fyldte vandglas ned i hurtigt tempo.
– Vand gør det værre! Vand genopfrisker smagsløgene, forklarer den ene gymnasielærer klogt. Han rækker mig en slags kartoffel, som jeg gumler i mig, mens tårer, snot og sved løber ud af alle kanaler. Det hjælper ikke! Skal jeg da dø her…?
– Spis ris! foreslår antropologen. Jeg småløber hen og åbner desperat gryde efter gryde for at finde risen. Tjeneren vil hjælpe, men jeg hvæser Chili! efter ham og er parat til at slås for min ris! Grådigt propper jeg risen i munden med hånden, ligesom afrikanerne. Til sidst falder smagsløgene da til ro…
Men om natten klager min mave sig om kap med de hylende hunde. Spis aldrig på en restaurant uden lys!