Sudanmissionen øger indsats i Afrika
Fra 1. september har Sudanmissionen oprettet en projektafdeling med projektsekretær Carsten Bruhn-Lauritsen som leder.
Afdelingen skal styrke missionsindsatsen i Afrika, ved at søge støtte til diakonale projekter. Det sker primært gennem Danida, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Projektrådgivningen i Århus.
Der er overført flere ressourcer til missionssekretær Aage N. Ernstsen for at Sudanmissionens vision om at støtte partnerkirkerne i Afrika i at nå længere nordpå i de overvejende muslimske områder, kan styrkes. Aage Ernstsen skal også afsætte flere ressourcer til besøg i Afrika og hos internationale netværk og have større fokus på missionærrekruttering og kontakt til hjemvendte missionærer.
Korrespondent Dorthe Orbesen bliver tilknyttet både projektafdelingen og missionssekretariatet.