Bibelinstitut i økonomisk krise
Dansk Bibel Institut er kommet i økonomiske vanskeligheder og skal indsamle 2.6 millioner kroner inden årsskiftet.
Resten af året skal Dansk Bibel Institut (DBI) indsamle 2.6 millioner kroner, hvilket er en halv million mere end på samme tidspunkt sidste år.
Det er et problem. DBI kan ikke beskære udgifter til lønninger og husleje uden det rammer de studerende hårdt, siger DBIs landssekretær Kurt Dalsgaard.
– I foråret opsagde vi nogle af vore lokaler, og sparer på den måde penge på budgettet, men med den aktivitet, der er i huset, er vi pladsmæssigt presset til det yderste, siger han.
DBI har to linier for teologistuderende: Dem som går på det Teologiske Fakultet og TKM-studerende, som studerer ved et udenlandsk universitet. Det kniber for DBIs ni lærere at klare al undervisningen, og der må ofte bruges ekstra timelærere for at få det til at hænge sammen. TKM-studerende får stort set al deres undervisning på DBI, og hvis vi skærer ned på lærergruppen får TKM-studerende ikke den undervisning, de er blevet lovet, da de startede deres uddannelse. Det vil medføre, at de ikke kan fuldføre uddannelsen. Derfor er det meget vanskeligt at skære ned på udgiften til lønninger. DBIs gavebudget er i år på 5.6 millioner, og heraf mangler der altså endnu ca. 2.6 millioner, siger Kurt Dalsgaard.