Norsk kro indviet som baptistkirke

Kro og kirke står i manges forestilling som modsætninger. Men ikke for det danske ægtepar Maria og Peter Näsström, der driver Munkekroen i Norge. Munkekroen i Aurdal nord for Oslo drives af Maria og Peter Näsström fra Danmark. I september måned blev kroen indviet som baptistkirke.

Munkedragten er en del af oplevelsen, når Peter Näsström tager imod gæster på Munkekroen i Aurdal i Norge. Her er han under indvielsen sammen med den lokale baptistpræst, Linda Aadne

Det danske ægtepar Maria og Peter Näsström flyttede til Norge i 2000. De havde en drøm om at åbne en restaurant, hvor de kunne kombinere deres kristne tro med at betjene folk med noget godt at spise.
I dag er drømmen gået i opfyldelse. For Munkekroen, som ægteparret startede for nogle få år siden, blev den 3. september indviet som kirke.
Peter Näsström kan i dag glæde sig over en forretningsmæssig succes, men erkender, at kro-kirke-ideen kræver sin mand.
– Konceptet med dansk mad har været en succes fra dag et, og at kombinere det med kirke gør det hele mere specielt – men ikke enklere.

Mest et problem for de kristne

Ægteparret er udmærket klar over, at der er mange, der tænker deres, når der holdes kristne møder i kroen. Men Peter Näsström mener mest, det er de kristne, der har et problem.
– Det er et af de problemer, vi i dag netop har som kristne; vi vil ikke have Gud med ind i vores dagligdag, siger Peter Näsström og forklarer:
– Vi serverer god hjemmelavet mad af en kvalitet, som hører til i toppen af gastronomien, vi tager os af gæsterne og giver dem en følelse af at være velkomne, vi giver alle drikkepengene til kristne nødhjælpsprojekter, og vi har et oprigtigt ønske om, at de, som kommer til denne kro, kan få en oplevelse og følelse af Guds nærvær.

Bred accept blandt kunderne

Maria og Peter Näsström har mange stamkunder, som er glade for at komme, selv om de ikke selv er overbevist om den kristne tro. Men en sjælden gang er der kunder, der bliver provokeret.
– Reaktionerne her er for det meste, at de vender rundt på hælen uden at sige et ord og bare går. Andre skriver i menukortet truende eller formanende tekster, begår hærværk udvendigt eller opfører sig slet og ret ubehøvlede, fortæller Peter Näsström.
Men han tager det ikke tungt.
– Sådan noget må vi bare lade glide hen over os. Vi er her ikke for at gøre menneskers vilje!

Farligt uden fællesskab

Da Maria og Peter kom til Norge i 2000, havde de ikke været kristne i ret lang tid. Hurtigt begyndte de at savne, at de ikke var tilsluttet nogen menighed. Peter kan godt se, at det skabte et pres på troen.
– Det er tungt, vanskeligt og ikke mindst farligt at stå uden for et kristent fællesskab, ikke mindst for nogle som os, der er ”ny-frelste”. Vi kan takke Herren for at have passet på os hele vejen – og stadig gør det, siger Peter Näsström.

Kirke blev til kro

Den 3. september skete der så en sammensmeltning af det, der for mange står som to uforenelige størrelser. På værtsparrets 18-års bryllupsdag blev kroen indviet til kirke. Ved indvielsen deltog den lokale baptistpræst Linda Aadne foruden det danske præstepar Ole og Inge Bækgaard fra Allerød Frikirke, der også er en baptistkirke.
– I udgangspunktet har det ikke nogen umiddelbar betydning, vi fortsætter som vi hele tiden har gjort, men i det lidt større perspektiv betyder det særdeles meget, siger Peter Näsström og forklarer:
– Fælder og fristelser er der stadig mange af. Men for os er der tale om et stykke benhårdt arbejde. At blive optaget i det Norske Baptistsamfund har givet os en jordnær støtte i forhold til praktiske gøremål, såsom afholdelse af gudstjenester m.m.

Solid åndelig mad


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Munkekroen er allerede kendt vidt og bredt i Norge for sin gode danske mad. Her et billede fra frokostbordet ved indvielsen

Munkekroen får mange besøgende, fordi den ligger tæt på hovedvej E16. Alle gæsterne bliver godt betjent, for ifølge Peter Näsström handler det kristne budskab ikke kun om, hvad man siger.
– Vi formidler evangeliets budskab gennem vores gerning.
Han kan ikke forstå, hvorfor vi ofte forsøger at dele vores liv op i kristne og ikke-kristne områder.
– Hvorfor kan en kristen kioskejer ikke have et kristent budskab i sin forretning? Hvorfor kan en politibetjent ikke tale om Gud, når han er ude på arbejde? Hvorfor skammer de fleste kristne sig over deres tro på Herren? Hvorfor kan vi ikke formidle evangeliet på en afslappet og naturlig måde?

Kan godt servere øl

Munkekroen er anderledes end de fleste restauranter. Der serveres solid jysk mad. Men hvad angår drikkevarer, har man valgt ikke at forbyde alkohol. Peter Näsström mener ikke, at der behøver at være et forbud, bare fordi restauranten er kristen. Han mener, fokus i stedet skulle være på at møde folk med omsorg.
– På en kro tager man sig af mennesker. Øl, vin og spiritus er en del af det, og der er ikke noget som helst skriftsted i Bibelen, som forbyder nydelsen af alkohol.
– Men du har ikke lov at drikke dig fra sans og samling, siger Peter Näsström.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Åbner ny vinterafdeling

Maria og Peter står for den daglige drift af Munkekroen, hvor de også har ansat en lærling og nogle frivillige hjælpere. Og midt i den store succes, er der kun én ting, de mangler.
– En af de største udfordringer, vi har, er at skaffe medarbejdere. Vi vil helst have mennesker, som har taget Herren ind i deres liv, fortæller Peter Näsström.
Og der skal nok blive ekstra run på forretningen. Til vinter åbner ægteparret en ny forretning på det lokale alpincenter.
– Så er der nogen, der føler et kald, er de velkomne til at kontakte os, siger Peter Näsström