Alt var kaos i Marias sind

Maria vil gerne være til hjælp for andre unge piger. Derfor fortæller hun åbenhjertigt om de knap tre år, hvor hun skadede sig selv. I dag er hun rask
Maria Godsk Christiansen er en køn lyshåret pige på snart 19 år. Hun stråler af livsmod og appetit på fremtiden. Men den skulle hun helt til Afrika for endelig at finde.
Et tre måneders ophold, som volontør i det kristne børnearbejde Uganda Child Care gav hende det gennembrud, som hun havde kæmpet for i mange seje år.
Maria har været igennem det, som stadig flere unge piger gør, når de trives så dårligt, at de vælger drastiske udveje.
En stor spørgeskemaundersøgelse foretaget af Center for Selvmordsforskning blandt godt 5.000 fynske 8.- og 9. klasse-elever, deres klasselærere og forældre, afslører, at hver sjette pige har prøvet at skade sig selv én eller flere gange. Og knap halvdelen har overvejet det.
Det var også i den alder, at Maria blev fanget i et helvede, der varede i knap tre år. Men i dag er hun fri.
– Nu hvor jeg er kommet ud af problemerne, med livet i behold kan jeg se, at Gud har holdt hånden over mig. Han har givet mig styrke til at komme ud af mit indre kaos – hvor alt så håbløst ud, fortæller Maria.
– Derfor vil jeg gerne fortælle min historie, fordi jeg tror, at mine erfaringer kan hjælpe andre unge piger i samme situation. Det handler om at søge hjælp både hos Gud og mennesker. Ikke at gemme sig bag en facade og leve et dobbeltliv, som jeg gjorde. Det er ikke let at komme ud af, fordi man vikler sig ind i en masse løgne. Men det kan lade sig gøre, ved Maria i dag.

Maria er skilsmissebarn og ud af en misbrugerfamilie. Hun var kun otte år, da hun fandt sin mor bevidstløs af druk på gulvet i deres lejlighed.
– Med naboens hjælp kom min mor på hospitalet. Hun overlevede heldigvis, men jeg har kæmpet med det syn i årevis – og frygten for at ende som min mor, der også led af en kraftig spiseforstyrrelse dengang, fortæller Maria.
En kristen kvinde fik på et tidspunkt kontakt med moderen og opsøgte hende igen og igen for at fortælle om Jesus.
Med Guds hjælp blev moderen sat fri for alkohol, cigaretter og spiseforstyrrelser og er i dag en brændende og aktiv kristen.
Maria var dengang 10 år. Men den lille pige havde allerede fået så mange ar på sjælen, så det ikke lige var sådan at glemme for et barn.

Maria kom på en kristen skole i København, og som 13-årig kom hun på ungdomsskole i Jylland. På det tidspunkt kom de psykiske problemer for alvor. Tanker om selvmord, mindreværd og frygt førte til et kaos i sindet. Til slut begyndte Maria at skade sig selv. For at slippe væk fra en indre smerte, der havde hobet sig op i løbet af barndommen.
– Det var meget langt hjemmefra, jeg savnede min familie. Jeg var vild rebelsk og oprørsk, men inde bag den rå og hårde facade blev tankerne mere og mere destruktive.
Selv om det ikke er nogen undskyldning – så synes jeg, at jeg fik en kammerat, der trak i den forkerte retning. Der var mange gode kristne piger på ungdomsskolen. I dag kan jeg se, at det var dem, jeg skulle have holdt mig til. Men jeg ville gerne have opmærksomhed fra drengene. Jeg drak mig så fuld en gang, jeg var på weekend, så jeg fik et black-out. Selv om jeg havde set konsekvenserne af alkohol i mit barndomshjem.
Jeg skrev dagbog for at lindre smerten, der pressede sig mere og mere på. Jeg turde ikke søge hjælp hos de voksne. Nogle af mine kammerater opdagede det, da jeg begyndte at skære mig selv, men sagde ikke noget. Jeg led af et enormt mindreværd – syntes selv, at jeg både var grim og dum og derfor ikke fortjente andet, husker Maria, der året efter kom på efterskole i tre år.
– De første seks måneder gik det rigtig godt på efterskolen. Det var en god skole. Så jeg tænkte, at det med at skade mig selv, nok bare var en overstået fase.
Jeg fik en kæreste på skolen, men da det gik forbi, kom problemerne væltende. Jeg begyndte igen at skære mig og det blev kun værre og værre. I begyndelsen tænkte jeg: ”aldrig, aldrig mere igen”. Alligevel varede det knap tre år i alt inden jeg slap ud af det. Havde Gud ikke holdt hånden over mig, var jeg død i dag, mener Maria.

Da Marias problemer ikke længere kunne skjules fik hun psykologhjælp og gik i terapi.
– Det hjalp. Psykologen talte alvorsord og sagde: ”Så er det nok, du dør, hvis du ikke holder op”.
Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare – og selvom jeg forsøgte at skjule det bag min påklædning, løgne og søforklaringer var det et eller andet sted et råb om hjælp og opmærksomhed. Jeg var bange, fortvivlet og havde det rædselsfuldt. Alligevel blev det hurtigt et afhængighedsforhold, fortæller den unge pige.
Jeg blev også vred på Gud. ”Hvorfor kan jeg ikke bare være normal og være som andre piger. Gud må da se mig, når jeg sidder, der helt alene på toilettet og skærer mig til blods,” tænkte jeg.

Sidst på året i 2003 skrev Maria til Uganda og tilbød sin hjælp, som volontør i børnelandsbyen Uganda Child Care.
Dernede mødte den unge pige en kærlighed, accept og tillid, som hun ikke havde oplevet tidligere i sit liv – både fra medarbejderne og de afrikanske børn.
– Jeg er skilsmissebarn og har aldrig rigtig haft en relation til min far, fordi han drak. Jeg boede hos lederparret Carsten og Ruth Jespersen. For første gang i mit liv oplevede jeg, hvordan en velfungerende familie lever. Jeg lærte at underordne mig og omvendte mig fra min rebelske og hårde tone overfor andre mennesker, fortæller Maria, der var ”blæksprutte” i børnelandsbyen.
Hun passede Carsten og Ruths børn, underviste de afrikanske børn i engelsk og idræt og gav den også som håndværker. Det sidste fortæller Maria med en helt speciel begejstring og glæde i stemmen.
– Tænk, at jeg kunne bygge afrikanske boliger. I landsbyen er der små huse, hvor børnene sover. Jeg var med til at bygge nogle af dem. Tænk, at de kunne bruge mig dernede.
Jeg blev også ansvarlig for istandsættelsen af en børneafdeling til børnebyens hospitalsklinik. Jeg var så glad, for det ansvar jeg fik.
De afrikanske børn, hvoraf mange er forældreløse, var glade for Maria.
– De ville så gerne røre ved mit lyse hår. De var så taknemmelige. Nogle af dem, kunne slet ikke forstå, at jeg ville tage helt derned bare for deres skyld.
Det gav mig et kæmpe løft og en indre følelse af accept og kærlighed. I dag elsker jeg Gud og ønsker, at gøre noget godt for ham resten af livet.
– Hvis min hverdag bliver for stresset, banker de destruktive tanker på. Men så løber jeg en tur, ringer til en veninde og sørger for ikke at være for meget alene.
I dag finder jeg min styrke hos Gud. Han elsker mig, som jeg er. Jeg er hans kunstværk, så jeg er ikke bare grim og dum, som jeg troede før, smiler Maria, der i sin fritid er assistent i en kristen børneklub for omkring tyve muslimske børn fra 5- 14 år i Valby.
Maria er netop begyndt på VUC for at tage et etårig forkursus til pædagoguddannelsen.
– Og så er jeg lige flyttet hjemmefra, har fået en lille lejlighed i København, en gammel bil og en kæreste. Så jeg er bare glad og lykkelig og taknemmelig til Gud.