Biskopperne er glade for DR-kirken

Da biskopperne for nyligt var samlede til møde i Aalborg, havde de også DR-kirken på dagsordenen. De besluttede at give tjenestefrihed til de præster, der medvirker i udsendelserne.– Det tager jo nogle dage at forberede sig og afvikle optagelserne, forklarer biskop Søren Lodberg Hvas, Aalborg. – Tjenestefrihed betyder, at en anden præst afløser i sognet i den tid, der bruges på at medvirke i DR-kirken. Vi giver gerne denne hjælp. Folkekirken er interesseret i mest mulig adgang til medierne, og DR-kirken er et spændende og visionært initiativ.
Biskop Lodberg Hvass ser ikke selv udsendelserne, som kommer hver søndag kl. 14.00.
– På det tidspunkt er jeg normalt på arbejde, forklarer han. – Når gudstjenesten sendes hver søndag, er det meget fint, at det sker om eftermiddagen. På den måde kan man både nå sin sognekirkes højmesse, og så den mere eksperimenterende tv-gudstjeneste.
Biskopperne besluttede også at give DR et signal om, at de gerne bidrager med forslag til, hvilke præster, der eventuelt kan medvirke.
– Vi kender jo præsterne i vore stifter, og kan måske komme med gode ideer, men Danmarks Radio er ikke forpligtet til at følge vores forslag, understreger biskoppen.
KP