Tro Håb & Kærlighed
Nåde til i dag, HÅB for i morgen

Hvad gør man, når livets storme for alvor ryster én? Når dét, man indeholder og brænder for, visner og falder af som blade af et træ i november? Dette er en personlig beretning om en vandring, der førte tilbage til Kristus som udgangspunkt. Endnu en gang. Men som aldrig før.Jeg har tidligere taget et par ture i identitets-karrusellen. Ikke just den sjoveste forlystelse i livets tivoli…Alt for mange ting gjort i egen kraft gennem tiden har bevirket, at jeg blev køresyg og måtte stå af ræset. Sidste gang var dog lidt anderledes. Da var det, som om livet smed mig af, inden jeg nåede at tage affære.
Jeg har altid været meget engageret i min menighed, musikken, familie, venner, i mit arbejde som social- og sundhedsassistent. Jeg er vant til at kunne rumme meget og er glad af natur. Men meget lang tids pres både privat og arbejdsmæssigt skal man ikke spøge med.

Mit job gennem seks år på et hospice var virkelig min hjertesag, en livsopgave, følte jeg, så måske slog det ekstra hårdt, at mit ’knæk’ udløstes der.
Vi havde interne problemer på stedet; ressourcerne blev der som sædvanlig skåret i, vi løb hurtigere. Det skulle jo ikke gå ud over de døende. Jeg prøvede i længere tid at bede om hjælp til mine opgaver, men alle havde i forvejen for travlt, og på den måde blev alle overladt til sig selv. Mine kollegaer begyndte at blive langtids-sygemeldte på grund af stress. Efterhånden havde jeg absolut ingen energi efter en arbejdsdag, så alt andet i mit liv mistede også sin glans. Ingen glæde ved musikken, ingen nye sange, intet overskud til mine dejlige niecer.
Jeg havde konstant uregelmæssig hjerterytme og indre uro. Men det kan man overhøre i et godt stykke tid. Det var først, da jeg pludselig ikke kunne formulere mig, ikke kunne huske, fik angstanfald og ikke kunne sove, at jeg fik talt med en veninde om det. Tankerne drønede af sted. Måske var jeg ved at blive sindssyg? Måske gik det aldrig over? Fik selvmordstanker. Jeg magtede ikke livet, så døden forekom mig som en befrielse. Det havde jeg aldrig før tænkt på, men jeg havde heller aldrig før været så udpint. Heldigvis tog veninden affære i dette kaos. Hun beordrede mig til at få en tid hos lægen og at sygemelde mig på hospicet. Det fik jeg så gjort. Da var jeg nr. fire i rækken af langtidssyge på samme tid.

Lægen tog det meget alvorligt. Konstaterede hurtigt en depression, udløst af stress. Medicin var nødvendig, hvis jeg ikke hurtigt fik det bedre bare af at være væk fra jobbet, sagde hun. Jeg var ligeglad, hvad hun fandt på, bare noget der ville gøre, at jeg turde leve. Hun gav mig en times samtale hver uge, så hun kunne holde øje med min tilstand og hjælpe mig til at håndtere angsten. Inden længe opsøgte jeg også en sjælesørger, som kunne gå med i den åndelige del af krisen. Mine spørgsmål var mange. Hvad nu hvis jeg aldrig opfylder det, Gud har tænkt for mig? Hvorfor lod han mig komme så langt ud? Jeg følte, at alt det, jeg stod for: overskud til mennesker, kreativitet, glæde ved arbejde og liv – ALT så ud til at visne, så jeg stod tilbage som et bart efterårstræ. Meget afpillet. Hvem er jeg, hvis jeg ikke kan udføre noget?

Så kom jeg i tanke om en inspiration, jeg tror, Gud gav mig, inden uvejret brød løs: ”Stilhed og tillid skal være din styrke. Stol på mig.” Dengang sagde inspirationen mig ikke så meget, men det gjorde den nu! Jeg klamrede mig til den som et halmstrå, der virkede umådeligt spinkelt, for jeg syntes jo slet ikke at erfare Guds nærvær, men jeg havde ikke andet at gribe til. Jeg blev nødt til at strække min tro til dét punkt, hvor Gud kunne tage over. Det endte med, at jeg så, hvordan Gud sørgede for mig i form af menneskers omsorg; en støt og rolig fremgang og en ny indre styrke, der gav mig respekt for min egen begrænsning. Jeg lærte også om Guds nåde til hver dag, der virkelig dækker alle livssituationer. Uanset om jeg ikke kan udføre noget som helst her i livet, er jeg stadig skjult i Kristus. Dér kan vi snakke om identitet!

Efter tre måneder vendte jeg tilbage til jobbet, men faldt ikke til. Der var opbrud indeni, noget nyt var på vej. Jeg tog orlov for at finde ud af, hvad der skulle ske. Det blev til en tid, hvor jeg fik helt nyt mod på livet. Jeg tog bl.a. nogle kurser på Mariager Højskole med en Kristus-centreret undervisning, der udelukkede enhver form for belønning ved at forsøge at behage Gud i egen kraft. Kun ved hans nåde er jeg det, jeg er. Kristus er mit liv. Hans værk er jeg. Det er sådanne sætninger, der kom til at præge mig, og som gradvis stadigt befrier mig.
Jeg sagde mit arbejde op, mens jeg holdt orlov, og det føltes skønt at nulstille mig til en ny fremtid. Jeg anede ikke, hvad den bød på, men jeg vidste, at Gud gjorde. Dagen efter ringede de fra højskolens supportklub og tilbød mig seks måneder gratis på musiklinien! Den tid blev kendetegnet ved, at jeg genvandt dobbelt glæde ved musikken og dybere forankring i Kristus. Jeg begyndte at drømme om mere tid til musik og lovsang, og siden blev jeg tilbudt en stilling som musikpræst i Valby Frikirke! Det job startede jeg på i august i år og er rigtig glad for det.
Mit nye motto er ”Tillid til Gud hver dag”. Det kan koste kamp at komme til den enkelthed, men det er det hele værd!

Gengivet med tilladelse fra Baptist.dk