Profet eller gøgler

Fire brødre fra det vilde vest udgiver deres femte cd med fisker-rock. ”Iversen Band” har lige udgivet deres femte cd ”Profet eller gøgler”. Jeg tog til Agger for at få en snak med dem om cd’en og bandet og for at høre release-koncerten.Jeg har aftalt med Viggo, at vi skulle mødes i ”De sorte huse”, som er det spillested i Agger, hvor release-koncerten skal holdes.

De fire Iversen brødre spiller nye sange i ”De sorte huse” i den vestjyske fiskerby Agger – godt hjulpet på vej af stor musikalitet og en masse grin

Efter at have tilbagelagt den lange vej fra Christiansfeld til Agger parkerer jeg bilen foran en samling bådhuse, der er sorte! Jeg har printet et kort ud fra Krak, og det har ført mig hertil, men nu må jeg konstatere, at selv for Krak er Agger for langt ude, for den her samling bådhuse kan da ikke være et spillested.
Men det er ”De sorte huse”. Der er ikke noget skilt, der fortæller, at det er her, for enhver kan da se, at de huse her er sorte… Vestjysk logik. Da jeg stiger ud af bilen, kan jeg høre, at Iversen Band ikke er færdige med lydprøverne endnu.
Interviewet bliver udskudt en time. Det giver mig god tid til at tage et par billeder og se mig lidt omkring.
”De sorte huse” er virkelig ikke andet end en samling bådhuse, men det er den perfekte kulisse til Iversen Band. Stemningen af hav og fiskere breder sig.
Efter tre kvarter er Iversen Band blevet færdige, og vi kan sætte os ned og begynde interviewet.
– Hvordan startede Iversen Band?
– Skal du have den lange eller den korte version? griner Karsten (der for øvrigt griner det meste af tiden).
Jeg beder om den lange, og så går Viggo i gang med at fortælle.
– Det startede med, at Michael og jeg tog toget ned til Alfred Christensen i Holstebro. Alfred Christensen er en stor musikforretning. Der købte vi en guitar og en bas og så noget PA-anlæg. Jeg var 16, og Michael var 13 år.
– Da var jeg kun fire år, bryder Karsten grinende ind.

Michael fortsætter med at fortælle:
– Da vi kom hjem til Agger igen og gik ned ad hovedgaden med vores instrumenter, da var vi store! Vi gik sådan ligesom John Wayne, demonstrerer han.
– Vi havde jo i lang tid stået hjemme i kælderen og spillet på papkasser, arkitektlamper og støvsugerrør-guitar, og nu havde vi så endelig fået rigtige instrumenter, fortæller Michael.
– Jeg havde faktisk skiftet arkitektlampen ud med et rigtigt trommesæt, så det havde vi også, supplerer Viggo.
Begyndte I så at tage ud og spille?
– Nej, det gjorde vi ikke, vi stod derhjemme i kælderen i en 8-10 år og spillede, fortæller Viggo. Og Michael tilføjer:
– Ja, og Kristian begyndte også at spille sammen med os.
– Den første koncert, vi spillede, var henne i missionshuset. Der var en ungdomsklub, hvor der kom en 40-50 stykker. Der havde vi fået lov til at spille. Det var stort, husker Viggo.
– Og så startede vi jo ikke med at hedde Iversen Band, vi hed først ”Mercy”.
– Vi udgav også et kassettebånd som ”Mercy”, fortsætter Michael.
Og det bånd er sikkert ikke til at opdrive i dag, kommenterer jeg. Den griber Karsten med det samme:
– Nej, de blev revet væk, griner han.
– Ja, alle tre! Det sidste gik i båndsalat, siger Kristian tørt.
Hvornår spillede I den første store koncert sammen?
– Vi spillede til Vitalis 10 års jubilæum i Nors Hallen for 1500 mennesker, fortæller Kristian.
– Var du ikke også med der, Karsten? spørger han.
– Jo, det var jeg, men min første koncert var henne i missionshuset. Der var jeg så nervøs, at jeg begyndte at tude. Men siden har jeg aldrig været nervøs, griner Karsten – som sædvanlig.

Viggo bryder ind og fortæller om Karstens utallige roller i bandet.
– Han startede med at spille keyboard, så fik vi brug for en trommeslager, så spillede han trommer. Men så mødte vi Peter, og han var meget bedre til det, så måtte Karsten springe på bassen i stedet for.
– Han er super musikalsk, så det er godt nok, at han har fået nogle udfordringer. Ellers var han nok ikke blevet, konstaterer Viggo.
– I Iversen Band er vi en broget flok. Vi har Karsten, der er super musikalsk. Så har vi Kristian, der har rytme. Og vi har Peter, vores trommeslager, der er professionel. Han har jo indspillet en cd sammen med Lars Lilholt, praler Viggo.
– Vi andre er bare fyld, griner Michael selvironisk.
I 1988 blev Iversen Band dannet, og op gennem 90’erne var de meget produktive. De udgav deres første plade ”Brødre i hæren” i 1991, i 1993 udkom pladen ”Tid endnu”, og i 1996 udkom ”Dengong vi var smo”. I 1999 kom ”Absolut Iversen”, en opsamlingsplade med alle de bedste sange fra de foregående plader.
– Der er altså gået 10 år, siden den sidste Iversen Band cd kom på gaden, hvis man ikke regner opsamlingspladen med. Hvad er der sket i de 10 år?
– Vi var jo ret produktive i 90’erne. På et tidspunkt stod vi faktisk og skulle beslutte, om vi ville leve af det her, eller vi ville have det som et fritidsjob. Der var flere ting, der gjorde, at det kun blev til et fritidsprojekt, fortæller Viggo.
– Ja, du og Michael kom på land (de var fiskere før, red.). Kristian flyttede, og vi fik børn osv., opsummerer Karsten.

– Med os i bandet er der sket det, at Kristian er flyttet til Hvide Sande. Så inspirationen til teksterne på denne plade kommer ikke kun fra Agger. Det er i det hele taget en mere globaliseret plade end nogen af de andre. Der er også sange, der handler om storbyen og udlandet. Og det er jo tiden, der gør det, siger Viggo.
– Ja vi fik internet i Agger sidste år, griner Karsten, så han er ved at falde ned af stolen, og tilføjer:
– Det er kun nogle bestemte dage om ugen, vi har det.
– Teksterne har ændret sig meget siden 90’er-pladerne. ”Tid endnu” og ”Brødre i hæren” var meget mere forkyndende, mere direkte, fortsætter Viggo.
– Lille pige, nu skal du omvende dig og tro, ellers går du fortabt. Det er også godt nok at sige sådan. Det virker bare ikke at komme sådan, hvis du spiller på et værtshus, forklarer Viggo.
– Det er jo det samme, vi snakker om. Det er bare fortalt på en anden måde, fortsætter Karsten, og for en gang skyld griner han ikke.

– Jeg ser pladen lidt som en graviditet, siger Viggo.
– Nogle graviditeter tager længere tid end andre, den her har taget ti år. Jeg synes, det er et velskabt barn, der er kommet ud af det.
– Vi prøver også på at lave noget nyt med denne plade, noget der måske også kan appellere til de lidt yngre, siger Michael.
Hvorfor hedder pladen ”Profet eller gøgler”?
– På pladen er der en sang, der hedder ”Engel, profet eller gøgler”. Den handler om en dame fra Agger, der ikke var, som folk er flest. Teksten fortæller meget godt, hvem hun var. Hun er for resten endt på et psykiatrisk plejehjem.
– Ud over alt det, vi lige har siddet og sagt, vil vi selvfølgelig gerne ud og spille nogle koncerter med den. Vi har for første gang i bandets historie sat en booker til at skaffe os nogle koncerter. Vi arbejder bl.a. på at komme til at spille på næste års ”Glow festival”.
– I ville være et anderledes pust på ”Glow festival”?
– Ja, vi kunne jo prøve at komme til at se lidt yngre ud. Vi kunne bruge lidt make-up ligesom de der fra Greenday eller noget, siger Viggo.
– Du skal godt nok kalkes noget til for at komme til at se yngre ud, griner Kristian.
– Der skal vist en kniv til.
– Lidt fitness og sådan, det må da kunne gøre det, griner Viggo.
– Nej, der skal en kniv til, holder Kristian på.
– En ansigtsløftning, tilføjer Michael.
– Men det ville da være nemmere at sænke kroppen, slutter Karsten, inden alle fire brødre knækker sammen af grin. Man siger jo, at man bliver kønnere af at grine. Hvem ved, måske kan man også komme til at se yngre ud af det.

Da der efter et godt stykke tid er blevet ro igen, stiller jeg de fire brødre et sidste spørgsmål.
– Bliver ”Profet eller gøgler” den sidste plade fra Iversen Band?
– Nej! kommer det enstemmigt fra brødrene.
– Hvis vi sælger noget med den her plade, så kan vi jo lave en mere, filosoferer Michael.
– Altså: Rolling Stones er omkring 60 år. Jeg er 46, og jeg er den ældste. Så der er mange gode år tilbage i Iversen Band, konstaterer Viggo.
– Ellers må vi jo bare skifte ud fra toppen af, foreslår Michael.
– Der er bare noget, der vil ud, nogle sange, der vil spilles. Og så har vi jo altid spillet sammen, og det tror jeg, vi bliver ved med, slutter Karsten.