Voksende forbehold over for at få abort
Abortdebatten er blusset op igen efter afsløringer på DR om, at danske kvinder kan få ulovlige aborter helt hen i 31. uge i Spanien. – Det er gyseligt og ufatteligt, siger Tove Videbæk fra Kristendemokraterne.33 år efter aborten blev fri, vokser de etiske indvendinger mod indgrebet. DRs Magasinet Søndag har netop dokumenteret, at danske kvinder kan få ulovlige aborter helt hen i 31. uge i Spanien.
På den spanske klinik bliver kvinder, som har fået afslag i det danske abort ankesystem, tilbudt at få fjernet deres næsten færdigt udviklede fostre.
– Det er gyseligt og ufatteligt! siger Tove Videbæk fra Kristendemokraterne.
– Dette myrderi på små sunde og raske børn må hurtigst muligt stoppes! Jeg vil indtrængende opfordre sundhedsministeren til at tale med den spanske sundhedsminister om denne trafik.
Mødrehjælpens rådgivningschef Inge Schmidt frygter, at den type indslag vil give abortkritikerne medvind.
Jeg er virkelig bange for, at de kræfter, der ikke mener, at kvinder skal have mulighed for abort, nu vinder fodfæste. De vil bruge sagen til at stille spørgsmål ved det etisk acceptable ved de tidlige aborter, siger hun til Kristeligt Dagblad.
– Jeg vil advare om, at den amerikanske abortmodstand også kan komme hertil.
– Danmark bør have en instans, der træder til og rådgiver og hjælper kvinder, der har fået afslag i abort ankenævnet, siger Tove Videbæk til Udfordringen.
– Det må naturligvis gøres lettere at bortadoptere helt spæde børn. Det kan forhindre nogle af disse mord.
Oprindeligt smed man aborter ud på hospitalerne. Nu er flere hospitaler begyndt at kremere og begrave alle aborter. For tre år siden rykkedes grænsen mellem spontan abort og dødfødsel. Fostre, som går tabt efter 22. uge, registreres nu som dødfødte. Tidligere var grænsen 28 uger.
I Storbritannien er et forslag om at sænke abortgrænsen fra 24 til 21 uger netop faldet med et brag. Men herhjemme betrager man ikke længere bare provokeret abort som et hygiejnisk indgreb, der skal fjerne et graviditetsprodukt, som det blev kaldt i 1970erne. Blandt de helt unge teenagere er der flere, der vælger at beholde barnet.