Brug for 4,8 millioner

– Som det ser ud lige nu, har LM brug for at få cirka 4,8 millioner kroner ind i gaveindtægter i december, fortæller økonomichef Per Sode-Larsen.

Økonomichef Per Sode-Larsen er bekymret over det store hul i gavestrømmen til Luthersk Mission

– Det er rigtig mange penge – og noget mere, end der kom ind i december 2005. Da var gaveindtægten på 4,5 millioner kroner.

Flere gaver i 2007

Per Sode-Larsen fortæller, at indtægterne har ligget bagefter i forhold til gavebudgettet hele 2006.
Han indrømmer, at det er bekymrende, når indtægterne halter bagefter budgettet.
I 2007 budgetterer LM med endnu flere gaveindtægter end i 2006.
– Det er vigtigt, at vi kommer ud af 2006 på en fornuftig måde, så vi kan få frimodighed til at fortsætte arbejdet, siger Per Sode-Larsen.

Brug for et løft

LM’s økonomiafdeling er endnu ikke færdig med at gøre gaveindtægten for november op. Men der er kommet cirka 1,1 millioner kroner ind. Det er 250.000 kroner mindre end budgetteret.
– Så langt, som vi skønner i øjeblikket, er der virkelig brug for et løft i december for at få enderne til at nå sammen, slutter økonomichefen.