Kirke lægger pres på British Airways

Den Anglikanske Kirke truer med at sælge sine aktier i British Airways, hvis ikke luftfartsselskabet vil acceptere synlige kors hos kristne medarbejdere.ENGLAND – Den Anglikanske Kirke går nu ind i sagen om den kristne stewardesse Nadia Eweida, som British Airways for nylig suspenderede, fordi hun nægtede at skjule det lille kors, hun bar i en kæde om halsen.

British Airways ventes at bøje sig for pres fra den engelske kirke

Brugen af religiøse symboler er forbudt ifølge luftfartsselskabets uniformsregler. Men siden stewardessen Nadia Eweida i forrige uge tabte en klagesag, har hun modtaget støtte fra flere sider.
Både parlamentsmedlemmer, menneskerettighedsgrupper og biskopper har siden kaldt British Airways’ politik både snæversynet og uforståelig.
– Hvis British Airways mener, det kan virke provokerende at bære et kors offentligt, så bliver jeg virkelig provokeret. Vi lever i et land med religionsfrihed og frihed til at vise, hvilken religion vi tilhører. Derfor synes jeg, at sagen er meget alvorlig, siger ærkebiskop i Den Anglikanske Kirke Rowan Williams til den engelske avis The Guardian.

Har aktier for 120 mio.

Og netop Den Anglikanske Kirke har et meget vigtigt pressionsmiddel i forhold til British Airways Kirken ejer nemlig en aktiepost på 120 millioner kroner i selskabet, og hvis kirken vælger at sælge sine aktier, vil det gå ud over kursen på British Airways’ aktier.
Offentlig omtale af muligheden for salg fik forleden British Airways’ administrerende direktør Willie Walsh til at krybe til korset og love en revidering af uniformspolitikken.
KP/mbc