Ligesom Maria og Josef
Max Boas har ligesom Josef prøvet at tage imod en nyfødt søn. Og hans kone Lone er endda jordemoder.Samuel blev født kun 20 minutter efter den første ve, så Lone var netop kommet ud af bruseren, da Max måtte tage imod…
– Vores yngste søn var planlagt til at skulle fødes på sygehuset, men fødslen gik så hurtigt, at vi slet ikke nåede at komme af sted, fortæller Lone Boas, som selv er jordemoder på Haderslev Sygehus.
– Der gik ikke engang 20 minutter, fra jeg fik den første ve, til Samuel var født.
– Vi havde dog en lille smule hjælp, fordi vi havde en jordemor i telefonrøret, indtil vi kom tæt på fødslen, fortæller fødselshjælper Max.
– Derefter blev telefonrøret hurtigt lagt på, og vi klarede resten selv.
– Samuel blev født på badeværelset. Jeg var lige stået ud af bruseren og stod lænet op ad håndvasken – og så blev han født. Max greb ham lige i forbifarten, driller Lone og fortsætter:
– Max fik lidt instrukser undervejs af mig:
Altså, lige om lidt så kommer han ud og så kigger han på dig, og hvis navlesnoren er med, så skal du ikke blive forskrækket. Du skal bare stille og roligt sørge for at gribe fat i ham, fordi han er glat, når han kommer, forklarede Lone sin bank-ægtemand.
– Men han kom jo også af sig selv, så der var ikke noget der. Det var bare at tage imod, konstaterer Max.
– Hvad tænker man i sådan en situation?
– Man tænker ikke så meget, man handler bare. Hvis man havde tid til det, så ville man bare tænke: Åh nej – og hvad hvis nu han ikke skriger, når han kommer ud, hvad skal vi så gøre, siger Lone.
– Tænkte du ikke sådan Max?
– Nej, jeg var der jo bare til at tage imod.
– Var det trygt for dig at have den viden, at Lone er jordemor?
– Ja, det har det nok været. Og så har jeg set vore to første børn blive født. Det er der en stor styrke i.
– Og der var ingen panik, siger Lone. – Det hele foregik meget roligt.
– Vi nåede næsten ikke rigtig at komme i gang, tilføjer Max.
Deres datter Rebekka, som indtil da havde ligget og sovet, kom ud et halvt minut efter, at Samuel var blevet født, fortæller Lone.
– Rebekka blev selvfølgelig vækket af den rumsteren ude på badeværelset. Men da hun kom ud på badeværelset, sagde hun bare: Mor, du har fået en baby, mens jeg stod der med Samuel oppe på brystet og navlesnoren hængende ned, husker Lone.
– Det var lidt underligt, husker Rebekka. – Jeg glemmer ingen gang, hvor han blev født. Det var bare så sjovt. Han blev født på badeværelset, siger Rebekka begejstret.
– Det er sjovt med Rebekka, siger Lone lidt efter, hvor Rebekka er løbet ud for at lege.
– Hun ser kun babyen og bliver ikke forskrækket over det blod og vand, der selvfølgelig har været rundt omkring på gulvet. Helt naturligt. Hun var også henne og røre ved ham med det samme.
– Bagefter ringede vi til sygehuset, og Falck hentede os. På sygehuset fik vi navlestrengen klippet over. Samuel skulle også kigges efter, vejes og måles, siger Lone.
– Det var en god oplevelse at føde hjemme. Jeg savnede ikke al den der teknik. Men det er selvfølgelig også nemt at sige, for alt gik jo som det skulle.
– Før fødslen fik vi et ord fra Gud om, at vi skulle føde en søn og han skulle hedde Samuel – det betyder Gud med os. Det gav os også tryghed under fødslen, fortæller Lone.
– Alle forældre synes jo, at det er et mirakel. Hvordan reagerede I?
– Det er fantastisk. Det er enestående, når man får det barn i sine arme, som man jo har fulgt i ni måneder. Og man forelsker sig bare dybt med det samme, siger Lone.
– Jeg bliver overrasket hver gang over, at barnet kan være fuldstændig rigtig første gang. Og at det kan ske flere gange, at man får et helt nyt barn, hvor der ikke er noget, der mangler, filosoferer Max.
– Allerede om eftermiddagen sad vi parat derhjemme og sagde: Ih, kommer der ikke snart nogen og besøger os og ser vores lille nye dreng, siger Lone.
Selv om fødslen kom overraskende og gik så hurtigt, glemte Lone ikke at være jordemoder. Hun så på uret i badeværelset og noterede, at Samuel blev født kl. 5:34 den 25. februar 2004!
– Ja, der slog jordemoren igennem, bemærker Max.
– Da vores dagplejemor trådte ind af døren, forventede hun, at vi var på vej ud af døren med tasker osv., siger Max, som havde ringet til hende.
– Ja, griner Lone. – Hun træder lige ind, ikke en gang et halvt minut efter, at Samuel er født. For han skriger lige igennem, da hun kommer ind, og så spørger hun, om der er noget, hun skal gøre.
– Og Max, han er kvik. Han siger bare, ja, luk lige døren, det trækker. Det var jo minus 10 uden for, fortæller Lone.
– Det er vel ikke svært for jer to at identificere jer med Maria og Josef?
– Jeg tror helt klart, tingene har været anderledes den gang. Men Josef har nok vendt det med sin familie, hvad han skulle gøre, og hvordan sådan noget foregår, mener Max.
– Kan det godt lade sig gøre at føde uden vand i nærheden?
– Ja, det brugte vi overhovedet ikke. Det vigtigste er at få pakket barnet godt ind og få holde det tørt og varmt.
– Hvad med navlesnoren?
– Det gjorde vi jo så først på sygehuset. Men Josef har nok haft en kniv på sig. Han var jo tømrer. Og på det tidspunkt havde de også mere kontakt med dyrene og har set, hvordan dyrene føder, siger Max.
– Når der ikke længere løber blod frem og tilbage, så kan man i virkeligheden bare skære den over uden at binde knuder eller noget. Dyrene kan jo heller ikke binde knuder på navlestrengen til deres unger, siger Lone
– Josef har ventet på, at moderkagen kom, og så er det bare det, konstaterer Max.
– Jeg tror ikke, at der nødvendigvis har været panik med Maria og Josef. Nok lidt, men ikke sådan som en dansk storbyfamilie ville have haft det. De har haft et mere naturligt forhold til fødsler den gang, siger Max.
– De har jo altid set, at børnene er blevet født hjemme. Man har nok bare været vant til, at der har været et par kvinder i nærheden, siger Lone.
– Ja, der har nok været et par koner, der har stået og råbt i den ene ende, smiler Max.
– Men det må være noget af en nedtur at træde ind i den stald, som nok ikke har været nogen romantisk stald med stearinlys nogen steder. Den har måske været fugtig og klam, siger Lone.
– Og lugtet af ko, indskyder Max.
– Ja, der havde nok ikke lige været nogen ude at gøre jule- rent, smiler Lone.
