Brian fik en skidt start
Brian Jespersen var kun 12 år, da han begyndte at drikke og så gik det ellers nedad med sprut, narko og kriminalitet.
Men da han var 27 år skete der noget helt afgørende nyt…Brian blev født i en ganske almindelig familie med en far, en mor og to søskende. Men da far og mor blev skilt, gik det galt.
– Jeg var 13 år, og min mor begyndte at drikke voldsomt. Når hun fik besøg af sine nye venner, fik jeg også øl, og jeg syntes, det var fedt!
Hjemmet i Nyborg blev hurtigt tilholdssted for Brians kammerater, for her måtte de meget mere end derhjemme.
– Vi holdt mange fester og røg hash, fortæller Brian. Hashen tog hurtigt overhånd, og jeg fik brug for penge. Det var fedt at være skæv. Vi begyndte at stjæle flasker fra skurvogne og lave små indbrud for at kunne købe hash.
Brian blev nuppet af politiet og fik en løftet pegefinger. Han fik også en ungdomsrådgiver, som skulle få ham på ret køl. Men derhjemme var Brians værelse et tilholdssted for kammeraternes hashmisbrug. Hans væg blev dekoreret med hashpiber, og han behøvede ikke skaffe penge til sit misbrug. Når de andre tog hjem, var der altid nogle rester tilbage, som han kunne tænde op i.
– Jeg var konstant skæv i et par måneder. Jeg røg hash, som når andre spiser morgenmad. Jeg fik lov til at gå og ødelægge mit liv, siger han.
Til sidst kom han på en skole for adfærdsvanskelige unge.
– Jeg havde ikke længere nogen kontakt til min far, og hjemme hos mor var der druk. Mit eget misbrug kørte på livet løs, og det kriminelle fulgte troligt i kølvandet.
I løbet af de tre år Brian gik på skolen, kom han i retten et utal af gange. Til sidst kom dommen: 14 dages fængsel.
Men for Brian var det ikke nogen stor straf faktisk en lille ferie. Han havde hash nok til at fortsætte sit misbrug, og han kunne se VM i fodbold.
Derefter gik det stærkt ned ad bakke. I fængslet blev han præsenteret for heroin, og når han var høj, var han urørlig. Da han kom ud, lavede han det ene indbrud efter det andet.
De tre-fire år i herointågerne husker han kun i glimt. Men et faktum er, at han kom ind og sidde i både Ringe og på det åbne fængsel Søbysøgård, hvor han sammenlagt har siddet i to et halvt år.
I Ringe var der et hierarki blandt fangerne, hvor nyankomne narkomaner var nederst i fødekæden. Brian skulle betale meget mere for stofferne end de andre fanger og gik stort set altid sulten i seng.
– Det var de rå typer, jeg sad sammen med der. De sad inde for røverier, drab og vold, og nogle fik så mange tæsk, at de ikke kunne kende deres egen mor igen, mindes han.
Da Brian var elendig til at lave kriminalitet uden at blive opdaget, kom han ind at sidde ganske tit. Sidste gang han sad i Ringe, talte han med en betjent, som gav ham et telefonnummer på en mand på Fyns Amts Behandlingscenter. Brian afviste dog betjenten med bemærkningen Jeg kan lige så godt blive her, for jeg kommer jo alligevel igen.
Og ganske rigtigt. Efter at være blevet løsladt løb Brian hurtigt tør for penge og begyndte at stjæle, hvorefter han fik endnu en fængselsdom.
– Jeg fik syv måneder, men mens jeg sad der i arresten, blev jeg kontaktet af den gut fra amtets behandlingscenter, som fængselsbetjenten havde henvist til. I dag tror jeg, Gud havde en finger med i spillet.
Brian ønskede at komme i en form for familiepleje og ikke på et stort behandlingshjem. Amtets medarbejder havde hørt om Quo Vadis, et daværende kristent behandlingshjem i Kolding med plads til syv beboere. Brian tog med til Kolding og så på det.
– De var godt nok kristne, men det ville de ikke få mig til at hoppe på, griner Brian.
– Og da jeg havde været der en uge, var jeg ved at brække mig over alt deres bøn og kirkehalløj. Jeg sagde, de skulle lade være, men så svarede de bare: Prøv at bede selv. Sig tak, fordi du fik en god nat, og sig tak for en god dag.
– Fedt, Gud vil gøre noget for mig! tænkte jeg, egoistisk som man er. Jeg begyndte at bede hver morgen, og en morgen efter en bibeltime mærkede jeg en kærlighed og en helt ubeskrivelig varme strømme ind. Fra den dag vidste jeg, at Gud er til.
– Det sagde slam! Gud ramte mig på sin faderlige måde, og da det gik op for mig, hvem han er, var jeg overbevist helt ind i det inderste.
Derefter gik det slag i slag. Brian fik det bedre med sig selv. Han lærte at spille guitar. Han blev udsluset og fik et værelse for sig selv. Og han kom i lære som mekaniker. En rigtig solstrålehistorie.
Men så dukkede hashen op igen. Ni måneder henne i sin uddannelse sprang han fra.
Han fik et job som stilladsarbejder. Der gik et halvt år, så var han fyret.
Han fik arbejde hos en anlægsgartner. Så gik det igen ned ad bakke. Brian fandt hurtigt ind i stofmiljøet igen.
Til sidst fik han et tilbud om at komme ind på Quo Vadis igen, og lederparret overtalte en murer til at ansætte ham som arbejdsmand. Denne gang lykkedes det for skæve Brian at komme på ret køl.
I dag tror han, der er en mening med, at mange narkomaner får tilbagefald.
– Jeg tror, det er fordi, de skal mærke, hvilket helvede, de er kommet ud af. For så aldrig mere at vende tilbage.
I dag har Brian et ønske om at hjælpe andre, som er i samme situation, som han selv var. Sammen med sin kone, Dinne, og nogle venner har han grundlagt foreningen Friheden (med hjemmesiden: friheden.dk) i håb om at kunne stable et hjælpecenter på benene.
Og det kan ikke gå hurtigt nok. For misbruget tager til i de små byer, og når først rusen har lagt sig, og alvoren går op for de unge, er der brug for forstående folk med åbne arme. Folk som Brian Jespersen, der har været hele møllen igennem selv.
Dinne og Brian vil gerne hjælpe andre
– Lige siden vi mødte hinanden, har vi talt om, at vi gerne ville hjælpe misbrugere, siger Dinne Jespersen, der er 28 år og til sommer er færdig med sin læreruddannelse.
Drømmen om at arbejde med misbrugere har hun haft, siden hun som teenager var volontør på varmestuer og behandlingshjem. Da hun manglede et sted at bo, endte hun på Quo Vadis i Kolding, som var lavet om til et kollektiv for unge. Her mødte hun Brian, som netop var kommet igennem et 15 år langt misbrug af hash, piller og stoffer. Han havde kun været stoffri i ni måneder, da de to blev gift.
Dinne og Brian håber derfor, at nogen af Udfordringens læsere vil hjælpe dem med et hus, hvor de kan bo og tage sig af folk med problemer.
I modsætning til etablerede behandlingshjem, hvor brugerne bliver visiteret igennem det offentlige, vil de gerne tage imod folk lige fra gaden. Pengene til driften skal komme fra gaver, samarbejdspartnere og brugerne selv.
– Vi vil gerne tilbyde et miljø, hvor de unge kan være en del af vores familie og have en stille og rolig hverdag med arbejdsopgaver, der giver mening. Mange har ikke oplevet at have en stabil familie, så i vores familie vil vi gerne give dem kærlighed, selvtillid og en oplevelse af, at Gud kan hjælpe dem videre, siger Brian Jespersen.
