Engle i Herning

Det var én af den slags dage. Arbejdet var trukket ud, for opgaven skulle være færdig. Frokostpausen var udskudt så længe, at det efterhånden gav mere mening at kalde den for aftensmad, og børnene derhjemme var begyndt at sende febrilske sms’er for at spore sig ind på, hvornår der ville indfinde sig en voksen på hjemadressen.
Men endelig, endelig var der kun en køretur på 35 km mellem mig i Herning og kødgryderne i Holstebro. Bare lige ind i bilen og ud på landevejen. Lige indtil… en mærkelig slingrende fornemmelse allerede ved p-pladsens udkørsel. 500 meter senere er der ingen tvivl. Bilen er punkteret midt på Betaniagade. Jeg trækker ind til siden, mens jeg som en rasende spekulerer på, hvad jeg nu gør. Hvor blev det medlemskab af Falck nu af? Hvor er min mand? Hvor er de mænd, der plejer at kunne sådan noget med at skifte dæk. Jeg har set nogen gøre det engang før, men har aldrig selv leget den lille mekaniker. Og lige præcis i dag er det bare ikke dagen, hvor jeg trænger til nye udfordringer eller til at få testet min omstillingsparathed. Jeg ringer tilbage til kontoret. Er der nogen, der har lyst til at skifte dæk efter arbejdstid i dag? De er i gang med at trække lod om hadeopgaven, kan jeg høre i den anden ende.
Men så – ud af det blå – kommer en ung mand gående tværs over gaden med retning mod mig og min havarerede bil.
– Skal jeg skifte dit dæk, spørger han?
– Øh, hvad, siger jeg undrende, og afbryder mobiltelefonen.
– Jeg kan se, du er punkteret, skal jeg ikke skifte dit dæk, spørger han igen.
– Jo, tak, siger jeg befippet. Og mens jeg funderer over, hvor han kommer fra, og hvorfor han frivilligt ligger og kravler rundt på asfalten med bilerne susende om ørerne og fingrene smurt ind i sort stads, arbejder han hurtigt og effektivt med dæk og donkraft.
– Tusind tak. Du er dagens helt. Jeg er virkelig glad fordi du ville hjælpe mig, får jeg fremstammet, men jeg får hverken hans navn eller adresse, inden han ønsker mig en god dag og pludselig er væk igen.
Hvor kom han lige fra? Hvordan vidste han, at jeg var punkteret? Hvorfor gider en vildtfremmed mand hjælpe en vildtfremmed kone med et beskidt dæk midt i myldretiden uden at få andet end en sølle tak for det? tænker jeg på turen hjem.
Nogle dage senere taler jeg med en veninde, som lige er begyndt på en ny uddannelse i Herning. Første skoledag var kaotisk for hende. Ikke mindst fordi hun ikke kunne finde skolen og var endt i et busspor – et af den slags, hvor der kun er plads til en bus. Hvis man kører igennem med en almindelig bil, falder man i et hul. Det gjorde min veninde. Halvdelen af bilen hang nede i hullet, mens resten sad fast oppe på kanten af bussporet. Hun kunne selvsagt hverken komme frem eller tilbage, op eller ned. Men så – ud af det blå – stod der pludselig tre unge mænd bag hende. Ikke bare almindelige unge mænd, men sådan nogle af bodybuildertypen.
– Skal vi løfte din bil op, spørger de.
– Øh, hvad, siger hun undrende.
– Vi kan se, du sidder fast. Skal vi ikke hjælpe dig op, spørger de igen.
– Jo, tak, siger min veninde befippet.Og mens hun funderer over, hvor de tre kommer fra, løfter de hendes bil op, uden at den får en eneste skramme. De ønsker hende en god dag og er væk lige så pludseligt, som de kom.
Om der findes engle? Min veninde og jeg tror, at de må have et par stykker i Herning…