Landsdækkende radio på vej

UCB Danmark er en moderne kristen radio, hvis mål er en landsdækkende kristen radio 24 timer i døgnet.

Per Nielsen er leder af UCB Danmark.

De første skridt er taget med et netværk bestående af foreløbigt otte stationer.
UCB sender i København, hvor Rhema Radio og UCB har arbejdet sammen i flere år. Nu er UCB Bornholm stiftet, ligesom UCB Holbæk er en realitet. I 2006 har der været prøveudsendelser fra København til Holbæk, hvor teknikken er blevet testet, og UCB-netværket er nu klar til at gå i luften. Snart vil Korsør og Fredensborg følge efter, og UCB afventer i øjeblikket endelige tilladelser til at sende i Nakskov og Esbjerg.

Radio med værdier

– Stationerne vil tilbyde en professionel afvikling uden reklamer med en venlig og indbydende programflade, hvor lytteren er i fokus. Vi vil informere, opmuntre, undervise og underholde med sunde kristne holdninger, siger Per Nielsen fra UCB.
Samme behov
– Vi har en klar kristen profil, men vi deler ikke lytterne op efter kristen/ikke-kristen. Vi mener, at alle mennesker står i de samme udfordringer, spørgsmål og kriser. Det er ikke deres trosmæssige tilhørsforhold, men deres almene livssituation, der afgør, hvilke behov de har, og hvilke programtyper, vi kan betjene dem med, siger Per Nielsen.
UCB Danmark understøttes af givere fra hele landet. UCBs andagtshæfte Et Ord til Dagen udgives fire gange om året i et oplag på 18.000. Det hviler helt på frivillige gaver, fortæller Per Nielsen.
– Vi kommer til at producere interviews, reportager, montager, debat, musikprogrammer, quiz, talk-radio og call-in.

International radio

UCB (United Christian Broadcasters) Danmark er en del af et internationalt netværk af selvstændige stationer.
Gennem de udenlandske kontakter er det let for de lokale stationer at fremskaffe kvalitetsprogrammer til meget små målgrupper og sprogområder.