Lovende debut af Martin Gulløv

Hans første cd ’The Prodigal Son’ handler om rejsen hjem til FaderenMartin Gulløv har skabt et forfriskende pust ind i den danskproducerede kristne musik på sin første solo cd-udgivelse ”The Prodigal Son”.

Billederne på coveret er taget af Anders Brohus.

Lignelsen om den fortabte søn er den røde tråd gennem de 10 engelsksprogede sange, der musikalsk lægger sig indenfor pop, blues og rock.
Martin Gulløv tager os med på en rejse gennem alle de mentale tilstande og følelser, vi kan havne i, når vi opdager, at vi har fortabt os i hverdagens stress og jag og mistet den nære relation med Gud.
Man kan næsten fornemme rejsen på sangenes titler, når vi bevæger os sammen med Martin Gulløv ud på en rejse hjem til Faderen: Your love, Journeyman, Why has love gone, City Lights, Lost in your eyes, The prodigal son, Look up, Will you be there, I’m coming home og Home at last.

Ørehængere

Første nummer på cd´en, ”Your Love”, er en rigtig ørehænger. Jeg har flere gange fanget mig selv i at gå rundt og synge på omkvædet ” Your Love is like rain falling. Rain falling on me…”.
Gode omkvæd er noget, der er kendetegnende for flere af sangene. Teksterne er generelt gode og indholdsrige. Samtidig er de let tilgængelige og melodiske at synge med på. Jeg har fået flere favoritter.
Særlig smuk er nummeret ”Home at last”, hvor Martin Gulløv synger duet med Rebekka Kure. Vi er vendt hjem til Faderen og runder rejsen af med at høre Ham synge de længede ventede ord:

You are my child, I’ll hold you in my arms
You are my child, I’ll keep you safe and warm

Ever since you went away
and left me on my own
I spent every day single day
praying you’d come home…

Martin Gulløv har tidligere spillet med i bandet Inside Trading, der i en periode turnerede rundt og spillede koncerter rundt om i landet.
Bandet, som Martin Gulløv nu arbejder sammen med, er foruden Martin selv på guitar Benjamin Pedersen på trommer, bassisten David Mahieu og Svanhild Hansen på klaver.
Mette Schwartz