Dengang og nu
Kan man overhovedet sammenligne nutidens
kristne menighed med den første menighed?Den første menighed for 2000 år siden og menigheden i dag. Kan man overhovedet sammenligne dem? Det kan man naturligvis kun ud fra et fælles kriterium. Og det finder vi i Skriften i Ef. 4,15-16. Menigheden er Kristi legeme på jorden,
og vi er lemmerne.
Et legeme er karakteririseret ved, at det er en enhed, hvor alle lemmer og organer i afhængighed af hinanden virker så hovedets direktiver omsættes til handling. Lidt forenklet, men lad os fastholde billedet og se, hvad Bibelen fortæller om den første menighed.
ApG. 2, 42-47: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De kom i enighed i templet hver dag. Og hjemme spiste de sammen. Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. ApG. 4, 29-31: Menigheden bad om frimodighed til at tale Ordet. De bad om helbredelse og om tegn og undere. Og Herren kvitterede ved at fylde dem med Helligånden og ryste stedet, hvor de var forsamlede.
ApG. 4, 32-37: De var alle et i hjerte og sind, og ikke en kaldte noget af sin ejendom for sit eget. Der var ingen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse solgte dem, og pengene blev fordelt til hver enkelt efter behov.
ApG. 5, 1-11: Et ægtepar, Ananias og Safira, solgte en ejendom, løj om salgssummens størrelse og stak nogle af pengene til side. Herrens afregning kom omgående: De faldt om og døde. Og hele menigheden blev grebet af stor frygt.
ApG. 5, 16 fortæller, at alle, der kom med sygdomme eller var plaget af urene ånder, blev helbredt.
Hvis vi som konklusion skal fremhæve enkelte forhold, kan det f.eks. være:
– At de var ét i hjerte og sind.
– At fællesskabet for dem ikke var en talemåde, men selve livsformen.
– At de prioriterede bøn og samvær i Guds hus frem for noget andet.
– At de var villige til at ofre alt hvad de ejede.
Det var en menighed, som trods menneskelig ufuldkommenhed ligner det billede af Kristi menighed, som tegnes i Ef. 4, 15-16.
Men allerede mindre end en generation senere læser vi i Åb. kap. 2 og 3, at der er gået skår i harmonien i de nye menigheder, som Johannes fik til opgave at skrive til.
Kun 2 af de 7 menigheder havde Herrens velbehag. Om de øvrige hed det: Jeg har det imod dig… Og så nævnes følgende, som vakte Herrens modvilje:
– Fravær af den første kærlighed.
– Falsk frihed til verdslig livsstil.
– Ugudelighed og utugt.
– Åndelig sløvhed og død.
– Lunkenhed.
Og nu 2000 år senere: Hvordan ser menigheden ud i dagens Danmark?
Hvordan er mit forhold til Herren og hans legeme på jorden?
Prioriterer jeg/vi fællesskabet i Guds hus højere end noget andet?
Er vi alle ét i hjerte og sind?
Deltager vi altid i bønnerne om menneskers frelse, om helbredelse af syge og om tegn og undere?
Vil vi give alt til Jesus, som vi synger om? Ja, ikke alt naturligvis, vi har jo offentlig velfærd i dette land. Men bare de 10 procent, som udløser velsignelser uden mål, Matt. 3,10.
Oplever vi hver dag, at Herren føjer nogle til, som bliver frelst?
Oplever vi, at alle syge og folk, der er plaget af åndsmagter, bliver helbredt?
Hvis ikke: Ja, så er der noget at tænke over!
Hvad er dit svar på disse spørgsmål?
Er du tilfreds med at sidde ved korsets fod og fryde dig over frelsen? Hvis du bliver siddende der, er du bedraget af Djævelen. Han led et nederlag, da du tog imod frelsen, og han er hundeangst for, at du adlyder, når Jesus siger: Kom og følg mig. Derfor har han påvirket mange mennesker til passivitet: Med syndernes forladelse har du fået alt, så bliv bare siddende. Dine anstrengelser kan ikke forbedre din frelse.
Men Jesus siger i Mark. 8, 34: Hvis nogen vil følge mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Vil det sige, at der er to kategorier af mennesker?
Kvalitet A: De som tager korset op og følger Jesus.
Kvalitet B: De som bare bliver frelst?
Nej, vi er alle syndere, fortabte i os selv, men frelst af Guds store nåde. Forskellen viser sig i menneskers valg. De som tager deres kors op og følger i Jesus fodspor oplever, at i takt med, at deres selvliv bringes i døden, vinder Jesus skikkelse i dem. Det var sådanne mennesker, der prægede den første menighed, og kun ved at vi går i deres fodspor, kan menigheden i dag blive det åndelige kraftcenter, der kan besejre og nedbryde fjendens fæstningsværker.
Kommet hertil dukkede en indvending op: I dag kan det simpelthen ikke lade sig gøre at leve op til alt dette. F.eks ApG. 2, 42-47, for vi skal jo passe vores arbejde, og så er det meste af dagen besat! Helt rigtigt, men arbejdet er jo også en tjeneste. For hvordan skal vi ellers kunne give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er? Og hvordan skal vi ellers kunne have omsorg for familien og give børnene gode oplevelser med ferier, spejderliv og alt, hvad der hører en god barndom til? Tilværelsen i dag kræver en rimelig indtægt, og det ved Herren alt om.
Der står heller ingen steder skrevet, at vi skal plagiere den første menighed, men Herrens forventninger til os er ikke mindre. Han ønsker ikke deltidsengagementer, men hjerter, der er helt overgivet til ham. Og denne overgivelse vil altid give sig udtryk i vore prioriteringer, som afslører hvad der bor i os. Lad os derfor komme Herren i forkøbet! Ja, det kan man naturligvis ikke, men det jeg tænker på er, at den første menighed svigtede på et punkt. De havde det så godt sammen, at de havde glemt Jesu afskedsord i ApG. 1,8: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til Jordens ende.
Så Herren måtte sende forfølgelse over dem, for at få dem ud af busken. Forholdene for os i dag minder om situationen dengang. Vi lever her, ved jordens ende, i et religiøst samfund, som kaldes kristent, men hvor uvidenhed om evangeliet er stor. Mange kirker står tomme og mennesker søger hjælp i det okkulte.
Kære venner, vi lever i de sidste afgørelsens tider. Lad andre kalde os fundamentalister og fanatikere, men vi vil satse vore evner, vore midler, hele vort liv på at opbygge Kristi legeme og bringe livets ord ud til de fortabte.
For snart kommer menighedens Herre for at hente sin brud. Så mange, som forventer ham.
