Kristne studerende vil forene tro og videnskab

Et nyt initiativ fra kristne studerende vil forene videnskab og kristendom. Det sker ved oprettelse af en ny forening, som er et tilbud til studerende på de naturfaglige videregående uddannelser.Det kan virke radikalt, for ikke at sige umuligt, at forene videnskab og kristendom. Ikke desto mindre er det netop, hvad en ny forening vil gøre.

Ulrik Refsager er en af foreningens stiftere og studerende ved HTX.

Idéen bag Kristne Naturfagligt interesserede Unge (KNU) kommer fra fire unge HTX-studerende, som er trætte af at være klemt i dilemmaet mellem religion og naturfag.
– Det kan nogle gange føles, som om man sidder i saksen med kirken på den ene side og naturfag på den anden, fortæller Ulrik Refsager, en af foreningens stiftere og studerende ved HTX i Køge.
Grundlaget for foreningen er, at kristne unge skal kunne beholde og udvikle deres interesse for naturfaglige emner, uden at komme i klemme på grund af deres kristne livssyn. Foreningen vil fungere som et åbent forum, hvor ingen videnskabelige diskussioner er tabu – heller ikke skabelsen:
– Vi vil netop ikke være en forening, som siger ”sådan er skabelsen”, og derved presse noget ned over hovedet på folk. Det skal være et neutralt forum, hvor alle meninger er lige vægtige. Et forum, hvor vi ser med videnskabelige briller på religiøse emner og vice versa, forklarer Ulrik Refsager.

Problemstillinger
for unge kristne

Idéen til KNU begyndte på et kursus for kristne naturfagslærere om undervisning i evolution kontra skabelse. Her deltog Karen Refsager, som er lærer i fysik og kemi og mor til Ulrik Refsager.
– Efter dette kursus blev det endnu mere klart for mig, at unge med kristen baggrund ofte mangler et tilholdssted, hvor de kan tale om både deres interesse og tro, fortæller hun.
Hun og sønnen besluttede derfor at mødes med nogle af Ulriks kammerater, som delte hans interesse. De har alle gået med Ulrik Refsager på Skovbo Efterskole, hvor deres interesse for naturfag for alvor tog fart. Nu læser de HTX forskellige steder på Sjælland. De kunne alle nikke genkendende til de problemstillinger, en ung kristen studerende kan møde på de videregående uddannelser, og besluttede derfor at gå sammen om at oprette foreningen. – Vedtægterne er nu formuleret, og der afholdes stiftende generalforsamling på Skovbo Efterskole. Vi håber på stor opbakning, så vi kan få diskuteret hvilke emner, vi konkret skal tage udgangspunkt i, siger Karen Refsager.