Container fra Gjern til Liberia
Borgere i byen Gjern mellem Århus og Herning går sammen om at sende hjælp til nødstedte i Liberia i Afrika. Hjælpen skal uddeles af Den Lutherske Kirke i landet.I den lille by Gjern mellem Århus og Herning er frivillige fra Dansk Etioper Mission (DEM) klar til at fylde en container med dansk hjælp til Liberia. Initiativtagerne forventer bred opbakning fra byen.
En 12-meters container ankom sidste mandag til Gjern. De mange kubikmeter er nu ved at blive fyldt op med symaskiner, stof, skoletasker, kontorudstyr, cykler, tæpper og andre genstande.
Planen er, at de indsamlede ting skal bruges til genopbygningen af Liberia, hvor Den lutherske Kirke er dybt involveret i aids-arbejde og i oplæring af kvinderne.
– Der er efterhånden uddannet mange frivillige og ansatte aids-rådgivere, og de har brug for cykler, kontorudstyr, tæpper m.m. for at kunne hjælpe klienterne, fortæller Karen Swartz fra DEM. Hun kender forholdene gennem sit arbejde som projektkonsulent.
– I et andet projekt får handicappede kvinder undervisning i at sy tøj, så de kan skaffe sig en indtægt. De har brug for symaskiner og stoffer til at komme i gang.
82 skolebørn
Containerprojektet udspringer af den kontakt, som allerede findes mellem borgere i Gjern og det lille vestafrikanske land gennem DEM. Således får 82 forældreløse liberianske børn sponsoreret deres skolegang af folk fra Gjern. Initiativtagerne til container-projektet har dermed også en forventning til, at byens indbyggere vil hjælpe, så containeren hurtigt kan blive fyldt.
– Vi forventer, at vi kan sende containeren stopfyldt af sted i løbet af et par måneder, siger Peder Svinth, der sammen med Jørgen Kristoffersen står for indsamlingen og pakningen af containeren. Det er Danida, der betaler containeren og transporten til Liberia. DEM oplyser, at containeren, når den er tømt efter ankomsten til Liberia, fremover skal gøre gavn som lagerplads for de fødevarer, som kirkens sundhedsprogram deler ud til aids-ramte liberianere.
Michael Bobjerg