Kristne i Tyrkiet vil ind i EU
Den Ortodokse Kirke i Tyrkiet ser gerne Tyrkiet som en del af EU, så kirken i Tyrkiet får fuld religionsfrihed, og nationalister får mindre magt.Patriark Bartolomæus modtager et personligt brev, når den tyrkiske stat skal i kontakt med Den Ortodokse Kirke i Tyrkiet.
Staten sender ikke et officielt brev adresseret til kirken, da staten Tyrkiet siden 1923 formelt hverken har anerkendt kirken eller dens øverste ledelse, Patriarkatet.
Det vil Den Ortodokse Kirke gerne have ændret på og håber, at Tyrkiets ivrige bejlen til EU også vil give Den Ortodokse Kirke sine rettigheder tilbage.
– Patriarkatet mener, at hvis Tyrkiet opfylder betingelserne, så skal Tyrkiet blive medlem af EU. Men som en del af reformerne skal Tyrkiet give minoriteter religionsfrihed, forklarer Fader Dositheos, der er talsmand for Patriarkatet.
Derudover mener Patriarkatet også, at et Tyrkiet i EU kan bygge bro.
Optagelsen af Tyrkiet og den tyrkiske model i EU vil måske give et konkret eksempel og blive et stærkt symbol på gensidigt gavnligt samarbejde mellem den islamiske og vestlige verden og slutte debatten om et sammenstød mellem civilisationer, kommenterede patriark Bartolomæus, da han besøgte Washington i 2004.
Bydelen Feners krogede gader leder ned mod en af Istanbuls strande, hvor en mindre armensk kirke har havudsigt. Bogdan Sarioglu på 67 år passer kirken sammen med sin kone, så turisterne kan få et kig indenfor i et sjældent syn: En kristen kirke i Tyrkiet. I dag er under en procent af tyrkerne kristne.
– Naturligvis er det godt at være kristen i Tyrkiet, fortæller Bogdan Sarioglu.
Han har masser af muslimske venner og bor i et område, hvor der både bor kristne og muslimer.
– Det spiller ingen rolle, om du er kristen eller muslim, siger Bogdan Sarioglu, mens han hen på eftermiddagen låser kirken af.
Grunden til, at turisterne lægger vejen forbi den armenske kirke i Fener er, at Den Ortodokse Kirke i Tyrkiet har hovedsæde ved Sankt George kirken, der ligger et par hundrede meter borte.
Fader Dositheos forklarer, at der ikke er problemer mellem muslimer og kristne i Tyrkiet, men at nationalister skaber problemer for Den Ortodokse Kirke:
– Nationalisterne vil have en nation bestående af tyrkere og turister, men det er selvfølgelig ikke muligt, forklarer han, mens han griner og tilføjer at turisterne er gode, fordi de bringer penge med sig.
– De nationalistiske aviser siger, at minoriteter udgør en trussel mod den nationale identitet, siger Fader Dositheos.
– Men det er latterligt! Kristne og jøder udgør 120.000 – hvordan kan så få være farlige for et land, hvor der bor 72 millioner indbyggere? undrer Fader Dositheos sig.
anerkendelse i 1923
I 1923 blev den nuværende tyrkiske stat oprettet på ruinerne af Osmannerriget, og landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk oprettede en stat, der i vid udstrækning var sekulær i modsætning til andre nationer med muslimske borgere. Samtidig mistede Patriarkatet i Tyrkiet sin officielle anerkendelse som lovligt overhoved for Den Ortodokse Kirke i Tyrkiet. I stedet er hver enkelt lokale kirke ansvarlig overfor staten.
– Det er svært at ændre, og det betyder, at Patriarkatet på papiret ikke eksisterer i Tyrkiet, forklarer Dositheos.
En af konsekvenserne er, at Patriarkatet ikke kan ansætte udlændinge som præster lovligt, hvilket er en nødvendighed, da kirken heller ikke kan uddanne deres egne præster på deres præsteseminarium, der har været lukket af staten siden 1971.
– De arbejder teknisk set for Sankt George kirken, ikke for Patriarkatet, siger Fader Dositheos. Han forklarer dog, at staten lukker øjnene for de ellers ulovlige ansættelser.
kristne og muslimer
De lokale kirker rundt omkring i Tyrkiet kan også have problemer med de forskellige regionale og lokale styrer.
– Det kommer an på det parti, der har magten lokalt. Hvis det er et nationalistisk parti, så kan det betyde svære tider. Med det nuværende regeringsparti AKP, har forholdene været okay, forklarer Fader Dositheos.
AKP-partiet er ofte blevet anklaget for at have islamistiske tendenser og for at have rødder til Velfærdspartiet, der blev fjernet af militæret og oppositionen efter et år på regeringsmagten i 1997. Velfærdspartiet blev dengang beskyldt for at underminere den tyrkiske stat ved at arbejde for større religionsfrihed til islamistiske organisationer, der kunne udgøre en trussel mod det nationale Diyanet. Moskeer i Tyrkiet styres af Diyanet, som også sender imamer til Danmark for at betjene dansk-tyrkiske muslimer.
Dositheos ser dog ikke AKP-partiet som en islamistisk trussel, selvom der er islamistiske tendenser:
– AKP-partiet skal ses som et konservativt parti og ikke som et islamisk parti. Mens AKP-partiet kæmper for, at muslimer får mere religionsfrihed, så kæmper de også for, at religiøse minoriteter får mere religionsfrihed.
Det er typisk magtfulde mænd i militæret, administrationen og efterretningstjenesten, der kæmper for at bevare den stærke tyrkiske stat, der holder kontrol med minoriteter og islamister i landet. De bliver normalt kaldet for den dybe stat.
– Det er en gruppe i Tyrkiet på måske 50.000 mennesker, som mener, at de skal styre landet, fortæller Fader Dositheos.
– Den Europæiske Union bør ikke sammenligne Tyrkiet med islamiske nationer. Problemet i Tyrkiet er ikke så meget islamisme, men nationalisme, mener han.
