Gaza: Kristen boghandel tilgiver bombemænd

– Vi har så meget kærlighed til dem, der bor i Gaza!, siger Labib Madanat, leder af Det Palæstinensiske Bibelselskab, ovenpå bombningen af selskabes boghandel den 15. april.Søndag den 15. april blev Det Palæstinensiske Bibelselskabs boghandel i Gaza bombet. Medarbejderne reagerer overraskende med tilgivelse og kærlighed.

Det Palæstinensiske Bibelselskabs boghandel efter bombeattentatet den 15. april. Det er anden gang på to år, den kristne boghandel bliver udsat for bombeangreb.

Søndag den 15. april blev en voldsom dag for de kristne i Gaza. Det var dagen, hvor Det Palæstinensiske Bibelselskabs boghandel blev udsat for et bombeattentat, som ødelagde det meste af bygningens stueetage.

Maskerede mænd

Natten til søndag i sidste weekend kørte maskerede og bevæbnede mænd op foran bibelselskabets boghandel i to biler og tvang nattevagten ind i en af bilerne, oplyser organisationen Åbne Døre.
De kørte til et fjerntliggende område i det nordlige Gaza, hvor de slog vagten og forlangte at få nøglen til boghandlen.
Da de fandt ud af, at vagten ikke havde nogen nøgle, forlod de ham og kørte tilbage til butikken, hvor bomben eksploderede klokken 2.30.

Butikken lukker ikke

Selv om butikkens interiør og varer er blevet smadret af den kraftige bombe, er det ifølge Det Palæstinensiske Bibelskelskabs leder, Labib Madanat, ikke planen at lukke boghandlen.
– Medarbejderne begyndte at rydde op med det samme, og de er fast besluttede på at få den til at fungere igen og genoptage deres tjeneste så hurtigt, det kan lade sig gøre, sagde Madanat til Åbne Døre, da han forlod Gaza søndag eftermiddag.

Anden gang på to år

Mandanat forklarer, at det er anden gang på to år, at boghandlen er udsat for bombeattentat. Og denne bombe var langt kraftigere, end ved angrebet den 3. februar 2006, hvor to rørbomber ødelagde bygningens ydre metaldør og en indre glasdør.
Foruden angrebet på boghandlen, blev to internetcafeer, som ikke har forbindelse til Bibelselskabet, også bombet søndag. Nogle nyhedsmeldinger rapporterer, at en lille gruppe, som kalder sig Islams Sværd, har taget ansvaret for angrebet på boghandlen.

Regering bakker op

På dagen for bombningen besøgte embedsmænd fra det palæstinensiske kulturministerium boghandlen. De brugte anledningen til at understrege de palæstinensiske myndigheders støtte. Og samtidig bad de Bibelselskabet om at fortsætte og udvide arbejdet i det kriseramte område.
Bibelselskabets medarbejdere sendte efterfølgende et budskab til Gaza om, at de tilgiver angriberne og har i sinde at fortsætte arbejdet.

Kærligheden
større end hadet

Lederen af Bibelselskabet fortæller, at en kristen medarbejder midt i murbrokkerne fra boghandlen havde delt sin begejstring for de ”vidunderlige nye muligheder”, der for nylig har gjort Guds Ord tilgængeligt for studerende, især dem, som studerer sammenlignende religionshistorie.
– De kommer og spørger efter Bibelen, sagde Madanat. – De har så mange spørgsmål og en utrolig åbenhed.
Han slår fast, at den hadske bombeaktion ikke vil kunne rokke ved hans egen og medarbejdernes indstilling.
– Vi har så meget kærlighed til dem, der bor i Gaza,” sagde Madanat. – Jeg tror ikke, der findes had nok til at kvæle denne kærlighed.