Munk om nadveren: Du er, hvad du spiser

Vi sidder ved Wilfrid Stinissens fødder i denne anden del af en mini-serie om den kristne mystik: – Det nytter ikke at tale Guds ord, hvis vi ikke lever Guds Ord, siger han og forklarer nadverens – eller eukaristiens – hemmelighed.Det er en vidunderlig morgen i den lille landsby Vårdnäs udenfor Linköping. Solen skinner, og knap en vind rører sig. Det er, som er der en særlig ro over dette svenske område. Vi er til det såkaldte präst- och pastorsmöte sammen med ca. 500 præster og kirkeledere, og et af programpunkterne er Wilfrid Stinissens seminar i Vårdnäs kirke om ”eukaristien” i præstens liv. Eukaristi kommer af det græske eukharistia (taksigelse) og er det samme som nadver eller brødsbrydelse.
Wilfrid Stinissen er karmelittermunk og har skrevet et utal af bøger om åndelig vejledning, bøn og anden åndelig litteratur.
I kirken har folk sat sig til rette. Oppe ved koret står et bord og en stol. Stilheden rammer kirkerummet, idet klokkerne ringer.
Efter en Taizé-sang træder den ydmyge gamle munk frem til bordet og sætter sig. Undervisningen begynder.

– Der findes intet smukkere, intet højere, dybere, dyrebarere end eukaristien. Eukaristien er kirkens perle, indleder Stinissen.
– Helt fra begyndelsen har eukaristien indtaget en central placering i kirken. Visse kirkefædre hævder, at eukaristien ”former” og opretholder kirken, fortsætter han og kigger op fra sit manus. Derefter citerer han Pave Johannes Paul II – ”Kirken lever af eukaristien” – og fortsætter:
– Jesus selv sagde ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer”.
– Brug hellere ordet ’eukaristi’ end ’nadver’, for eukaristien er mere end et helligt måltid. Eukaristien er sammenfatningen af hele den kristne forkyndelse og det kristne liv, siger Wilfrid Stinissen og fortsætter sin belæring:
– Det er ikke til megen nytte at tale om Gud, hvis ikke vi lever med Gud!
Han nævner Ignatius af Antiokia, som – idet han skulle kastes for de vilde dyr i Rom – bønfaldt forsamlingen om ikke at hindre ham deri. ”For nu vil jeg blive et Guds ord”, sagde han.
– Det burde være vores alles længsel, at blive et lille ord i det store Ord, ønsker den gamle munk og kigger på den lyttende forsamling.

– Er eukaristien kun et måltid, eller har den også offerkarakter?, spørger Wilfrid Stinissen.
Da netop dette spørgsmål har givet anledning til megen konflikt mellem den katolske kirke og protestantismen, venter forsamlingen spændt.
– Så vidt jeg forstår, beror denne kontrovers for en stor dels vedkommende på, at man har misforstået hinanden. Den katolske kirke betragter eukaristien som et offer, mens protestanterne påstår, at Kristi offer kun har fundet sted én gang, nemlig på korset. Men den katolske kirke istemmer også helhjertet med dette, som også Hebræerbrevet skriver, at Jesus har ofret sig én gang for alle (7:27).
Eukaristien er ikke et nyt offer, men Kristi offer, som bliver nærværende blandt os her og nu. Man siger ikke længere, at Kristi offer fornyes af kirken, men at det aktualiseres. Takket være den evighedsdimension, som Kristi offer har, kan vi have dette offer iblandt os. Vi får lov til at være med, lige så meget som Maria og Johannes, ja, på en måde endnu mere end de, da vi har en dybere indsigt i det, som sker, fortæller Wilfrid Stinissen og fortsætter:
– Eukaristien er altså både offer og måltid, et offermåltid.

– På korset viser Jesus den ypperste kærlighed: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15:13). Der viser det sig, at han har ret, når han kalder sig selv Sandheden (Joh 14:6). I den Gamle Pagt var Gud en skjult Gud, i den Nye Pagt bliver han åbenbaret. Nu får vi det ikke bare at vide, men også at se, at Guds inderste væsen er kærlighed.
Hos Luther finder vi dette geniale latinske ord: ”Crux probat omnia”, korset beviser alt.
Korset er løsningen på det såkaldte teodicé-problem (det klassiske teologiske dilemma: Hvordan kan en god Gud tillade, at det onde sker? – red.). Når man står foran korset, kan man ikke tvivle på Guds kærlighed. Man kan ikke anklage en korsfæstet Gud.
Den gamle munk øser af koncentreret viden, og forsamlingen har svært ved at følge med til at skrive ned, inden endnu flere vise ord runger i det store kirkerum.
– At finde liv tværs igennem lidelse og død er det centrale budskab i evangeliet. Dette budskab bliver forkyndt uafbrudt i eukaristien. Dér må vi til stadighed bevidne, at lidelse og død er frugtbart, at den, som er villig til at acceptere lidelse og død, bliver til brød for andre, forsætter Wilfrid Stinissen.
Og tanken melder sig, at forsoningen handler om mere end synd og nåde: Det er et spørgsmål om liv eller død.

– For Luther var det en blasfemisk tanke, at Kirken skulle kunne være med i Kristi offer og desuden skulle ofre sig. Han mente, at dette ville fjerne noget fra Kristi offer, som om Hans offer ikke var nok. Var nok til hvad? Til at forsone Gud med os? Jamen, Gud har aldrig været vores fjende, han har aldrig vendt sit ansigt væk fra mennesket. Det er mennesket, som må forvandles!
Og Wilfrid Stinissen fortsætter:
– Når Han ofrer sig totalt, vil også vi ofre noget. Eukaristien symboliserer vort liv, alt det, vi er og har.
Og tanken melder sig og kaster nyt lys over nadvermåltidet: Gennem eukaristien kan mennesker bære Kristi kors og komme med deres små forsagelser, deres offer og derigennem vise deres kærlighed til Gud.
– Det mest påfaldende i eukaristien er jo, at man spiser og drikker. Eukaristien er et offer, fordi den er et måltid, og den er et måltid, fordi den er et offer. Disse to ting kan ikke adskilles. Og kan man blive andet end et udleveret, ofret menneske, når man må spise Kristus netop i hans offertilstand?
”Der Mensch ist was er isst”, sagde Ludwig Feuerbach (1804-1872). Mennesket er, hvad det spiser! Efter et dybt åndedrag fortsætter Wilfrid Stinissen:
– Ved at eukaristien er måltid og offer på én gang, kommer begge kærlighedens dimensioner – eros og agape – til deres ret.
Eros – som ikke falder sammen med ordet erotik – er den tørstende kærlighed, den kærlighed, som siger: Jeg længes efter dig, kom, vær hos mig, forlad mig aldrig!
Agape er den givende kærlighed, den som vil den anden vel, den som siger: Jeg vil gøre dig lykkelig, jeg vil give mit liv for dig. Eros hvisker: Du er min! Og Agape: Jeg er din!

Efter et langt seminar i den store kirke runder Wilfrid Stinissen af. De mange præster, pastorer og de få teologistuderende, som fylder kirken, får den sidste vejledning af den lille munk.
– I eukaristien når Guds ”kenosis”, hans hengivelse, sit højdepunkt, eller rettere: sin absolutte bund! Gud bliver ikke kun et lille menneske, ikke kun menneskets slave. Han bliver til en ting, han bliver til brød og vin. Vi kan gøre med Ham, hvad vi vil: Vi kan tilbede denne ting, og vi kan vanære det.
– Evangeliet viser, at Jesus når sit livs maksimum, idet han går ind i den totale magtesløshed. Det er dér, lige midt i magtesløsheden, at han redder os, slutter Wilfrid Stinissen, og forsamlingen forlader i stille andagt den store Vårdnäs kirke, mens de sammenligner notater.
Senere på dagen skal den svenske religionssociolog Owe Wikström tale.

Udfordringens læsere kan følge med og sidde ved hans fødder i den tredje og sidste artikel i mini-serien om den kristne mystik i næste uge.